fængsel

Fængsel har to betydninger, det er dels en frihedsstraf, dels en bygning bestemt til afsoning af frihedsstraf.

Frihedsberøvelse, der har til formål at sikre tilstedeværelsen af en person, som er mistænkt eller sigtet for en forbrydelse, kaldes varetægtsfængsling eller blot fængsling.

Fængsel som frihedsstraf spillede en meget ringe rolle i Danmark i middelalderen. I kongelige slotte og borge var der indrettet fangerum, som anvendtes over for bl.a. kongemagtens politiske modstandere. I løbet af middelalderen blev der i byerne indrettet små primitive fangehuse og i tilknytning til rådhusene tillige stadskældre, der især fungerede som varetægtsarrest.

I 1500- og 1600-tallet fik frihedsstraffe øget betydning. Det skyldtes dels kronens behov for billig arbejdskraft, dels påvirkning fra England og Holland, der i sidste halvdel af 1500-tallet under calvinsk påvirkning havde oprettet tugt- eller arbejdshuse. Forbrydere og navnlig løsgængere blev hensat til tvangsarbejde på Bremerholm eller i de kongelige slotte. Løsgængere der forsørgede sig ved tiggeri eller forefaldende arbejde blev set som en potentiel samfundsmæssig fare, da de ikke tilhørte et sogn, og derfor ikke regelmæssig kom i kirke og blev formanet om de kristelige værdier.

I forskellige udformninger anvendtes tvangsarbejde som frihedsstraf indtil midten af 1800-tallet (se også Stokhuset), mens et delvis andet formål søgtes opnået med Christian 4.s Tugt- og Børnehus og senere det i 1662 oprettede Børnehus på Christianshavn, der ud over at virke som fængsel for voksne mænd og kvinder var opdragelsesanstalt for børn og børnehjem.

Pga. pladsmangel i Børnehuset oprettedes i 1700-tallet tugthuse i Viborg (1738), Stege (1743) og Odense (1752), der bestod i mere end 100 år. Frihedsstraffe for mindre forbrydelser blev afsonet i Stadens Arresthus i København eller i købstædernes stadskældre, senere de lokale arresthuse.

En betydningsfuld ændring i synet på fængselsstraf indtrådte i slutningen af 1700-tallet som følge af oplysningstidens reformtanker. Ved plakat af den 15. januar 1790 indførtes forbedringshusarbejde, som var beregnet på fanger, der kunne forventes forbedret. Børnehuset ophørte med at være fængsel for børn og ændrede navn til Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, som deltes i to afdelinger: Københavns Tugthus og Københavns Forbedringshus.

Sondringen mellem tugthus og forbedringshus blev i 1800-tallet den bærende idé ved gennemførelsen af længere frihedsstraffe og lå til grund for Straffeloven af 1866. I praksis gennemførtes de nye idéer pga. statens manglende finansielle grundlag først i midten af 1800-tallet med opførelse af et tugthus i Horsens i 1853 og et forbedringshus i Vridsløselille, som stod færdigt i 1859.

I slutningen af 1800-tallet opførtes mange kommunale arresthuse, bl.a. i 1895 Vestre Fængsel i København. I 1899 tog man den første fangekoloni i brug, en spæd begyndelse til de åbne fængsler. I 1913 opførtes Straffeanstalten i Nyborg til brug for unge forbedringshusfanger, mens Straffeanstalten på Christianshavn blev revet ned i 1928.

Fra begyndelsen af 1900-tallet voksede erkendelsen af, at forbedrings- og tugthusstraffene ikke slog til, og at der var behov for en mere individuel behandling af fx unge og såkaldte vanekriminelle.

Ved straffelovsreformen i 1933 blev hovedparten af de tidligere tugt- og forbedringshusstraffe erstattet af fængselsstraf, der fortsat skulle udstås i de lukkede fængsler i Horsens, Vridsløselille og Nyborg, mens den nye sanktion hæfte blev udstået i arresthus. Hertil blev så føjet nye former for frihedsberøvelse, såkaldte særforanstaltninger, som der også måtte opføres nye institutioner til: Et åbent ungdomsfængsel efter Borstalsystemet blev oprettet i 1933 på den fynske herregård Søbysøgård med en lukket afdeling i Nyborg; i Herstedvester byggede man i 1935 en anstalt til særfængsel og til forvaring, mens arbejdshuset ved Sønder Omme blev oprettet i 1933. Kun den sjældent anvendte sanktion sikkerhedsforvaring blev placeret i eksisterende bygninger i Horsens.

I forbindelse med reorganiseringen af politiet i 1938 overtog staten de kommunale arresthuse.

Under og efter Besættelsen opstod en betydelig pladsmangel i fængslerne, og man oprettede 1943-45 de åbne fængsler Kærshovedgård, Nørre Snede, Renbæk og Møgelkær. Efter Besættelsen tog man Horserød, Kragskovhede og en række midlertidige fængsler i brug, fx Fårhuslejren, den tidligere Frøslevlejr. Fængselsstraffe på over fem måneder blev som hovedregel stadig udstået i lukket fængsel.

Ved en ændring af Straffeloven i 1973 blev særforanstaltningerne bortset fra forvaring erstattet af fængsel; hæftestraffen blev opretholdt, men blev fremover overvejende afsonet i åbent fængsel. I 1976 opførtes det lukkede fængsel i Ringe til unge fængselsdømte under 21 år, i 1984 etableredes det åbne fængsel i Gribskov til hæfteafsonere (nedlagt i 2000) og i 1988 det åbne fængsel i Jyderup. I lighed med fremgangsmåden i midten af 1940'erne blev de åbne fængsler indrettet i bygninger, der var opført til andre formål. Hæftestraffen blev erstattet af fængsel i 2001.

Fra 1970'erne var det et kriminalpolitisk mål at undgå udvidelse af det samlede antal pladser, noget som dog har ændret sig i 2020'erne. Samtidig blev udgangspunktet, at fængselsstraf skulle udstås i åbent fængsel. Efter en individuel vurdering kan den dømtes farlighed og manglende tilpasningsevne føre til anbringelse i et lukket fængsel. Det samme gælder mht. risikoen for undvigelse og for, at den dømte får en uheldig indflydelse på de medindsatte; også straffens længde indgår i bedømmelsen. I begrænset omfang fuldbyrdes kortvarige frihedsstraffe i arresthus.

I 2015 havde Kriminalforsorgen en gennemsnitlig kapacitet på 3777 fængsels- og arrestpladser, der fordelte sig med 931 lukkede fængselspladser, 1204 åbne fængselspladser og 1642 arrestpladser. Pladserne var i gennemsnit belagt med 90,6 %, hvilket svarer til et belæg på 3422 indsatte pr. dag.

Straffen består alene i frihedsberøvelsen. Fangen er en borger i fængsel, der har adgang til at udøve sine almindelige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke afskærer ham herfra. Det er Kriminalforsorgens mål, at indsatte skal leve et så normalt liv som muligt, mens frihedsberøvelsen gennemføres.

Fængsel udstås i fællesskab. Der er arbejdspligt, som kan opfyldes ved produktion, vedligeholdelse af bygninger, ved undervisning mv. I fritiden skal de indsatte selv sørge for madlavning og rengøring. De kan have radio og fjernsyn på stuerne, og der er tilbud som fx sport, hobbyvirksomhed, bibliotek og udendørs ophold.

Livet i et lukket fængsel er præget af mure, låste døre, elektroniske alarmsystemer og personalets kontrol og regulering, mens indsatte i åbne fængsler har større handlefrihed og flere valgmuligheder i dagligdagen. I flere åbne fængsler er der oprettet halvåbne afdelinger til indsatte, der ikke kan indordne sig under det åbne fængsels relativt frie forhold, men dog uden at det har været påkrævet at anbringe dem i lukket fængsel. En halvåben afdeling er adskilt fra det øvrige fængsel med hegn og har større personalebemanding.

Dømte med et særligt behandlingsbehov, fx narkomaner og psykisk syge, kan udstå straffen i andre institutioner end fængsler. Det samme gælder unge.

Se også Kriminalforsorgen og straf.