særforanstaltninger

Særforanstaltninger, strafferetlige sanktioner, der 1933-73 anvendtes i Danmark over for visse lovovertrædere pga. alder, karakter, psykisk tilstand og tilbagefald til ny kriminalitet. Allerede omkring 1900 fandtes der blandt jurister og psykiatere en erkendelse af et behov for en særlig indsats over for disse grupper, hvilket Straffeloven af 1866 ikke gav mulighed for.

Ved Straffeloven af 1930, der trådte i kraft i 1933, blev syv frihedsstraffe, bl.a. simpelt fængsel, forbedringshus og tugthus (se Kriminalforsorgen), erstattet af to tidsbestemte straffe, hæfte og fængsel. Straffeloven indeholdt endvidere helt eller delvis tidsubestemte sanktioner rettet mod særlige persongrupper, fx unge og ældre vanekriminelle. Unge mellem 15 og 21 år kunne anbringes i ungdomsfængsel i 1-3 år, hvor man lagde særlig vægt på undervisning og uddannelse; ældre, ufarlige vaneforbrydere anbragtes i arbejdshus i 1-5 år og var beskæftiget med fysisk krævende arbejde i fri luft; sikkerhedsforvaring omfattede få, men "professionelle" forbrydere, fx personer, der flere gange var dømt for røveri, og som kunne frihedsberøves 4-20 år i Statsfængslet i Horsens. Psykiske afvigere, der ikke var sindssyge og skønnedes egnede til straf, kunne anbringes i det tidsbestemte psykopatfængsel (særfængsel), mens psykopater (karakterafvigende, men ikke sindssyge), der var uegnede til påvirkning gennem straf, idømtes forvaring, der var helt tidsubestemt. Til særfængsel og forvaring byggedes i 1935 Anstalten ved Herstedvester med en særlig psykiatrisk og psykologisk behandlingsindsats.

Særforanstaltningerne anvendtes meget efter 1945, og personer idømt en særforanstaltning udgjorde i en periode over en tredjedel af det daglige klientel i fængslerne.

I slutningen af 1960'erne blev særforanstaltningerne mødt af en voksende kritik for at være uretfærdige (lang frihedsberøvelse for mindre kriminalitet), uhensigtsmæssige (det tidsubestemte element modvirkede behandlingstiltagene) og ineffektive (stort tilbagefald til ny kriminalitet).

I 1973 blev de relativt tidsubestemte særforanstaltninger erstattet af tidsbestemte fængselsstraffe. Afskaffelsen af ungdomsfængsel skulle dog ikke tages som udtryk for et mindsket opdragelses- og uddannelsesbehov hos de unge kriminelle. Tidsubestemt forvaring blev opretholdt, men for betydeligt færre personer, idet forvaring nu ikke kunne anvendes ved berigelseskriminalitet, men kun ved grove personforbrydelser med nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Det gennemsnitlige daglige antal indsatte med forvaringsdom har siden ligget på 15-20.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig