Tugt- og Børnehuset, fængsel og tvangsarbejdsanstalt i København, grundlagt i 1605 af Christian 4. efter udenlandsk forbillede.

I tugthuset, der fra 1606 lå i et stort anlæg bag Helligåndskirken, blev løsgængere og tiggere samlet og beskæftiget med tekstilproduktion, først og fremmest uniformer til flåden og hæren. Fangerne var først overvejende tvangsudskrevne mænd, men hurtigt kom børn og kvinder i flertal.

Efter en pestepidemi blev institutionen i 1621 delt i et regulært tugthus og et børnehus med et mere pædagogisk sigte. Børnene fik en håndværkeruddannelse, især i klædefremstilling, og en begrænset boglig uddannelse. Børneafdelingen, der i gennemsnit havde 500 børn boende, var et led i Christian 4.s merkantilistiske eksperimenter.

Tugt- og Børnehuset nedlagdes i 1649 af økonomiske grunde, men idéerne blev videreført med Børnehuset.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig