Ordet rockmusik blev først en del af det danske sprog i begyndelsen af 1970’erne som en betegnelse for den del af populærmusikken, der indtil da var blevet kaldt beatmusik, pigtrådsmusik og endnu tidligere rock'n'roll. Rockmusik står både som en selvstændig, musikalsk tradition og som afhængig af samspillet med andre hovedgenrer som fx pop, jazz, og folk.

Rockmusik blev i 1970’erne og 1980’erne sammen med folk og jazz forstået som rytmisk musik, et begreb, der for en tid markerede en opposition til klassisk musik og til pop. Da rock og pop i løbet af 1980’erne nærmede sig hinanden, blev ordet rockmusik ofte brugt om begge dele – og somme tider som et altomfattende paraplybegreb, der også inkluderede hiphop og electronica. I de senere år har det dog ændret sig, og i dag er det snarere ordet pop, som betegner det hele.

I det følgende omtales et rockbegreb, som omfatter både pop og rock (og pigtråd, beat, punk og meget andet), men ikke hiphop og electronica.

Rock som globalt fænomen

Rockmusik i Danmark har altid udviklet sig i tæt forbindelse med specielt engelsk, amerikansk og til dels svensk rock. Det betyder, at de kendetegn, som er nævnt i artiklen om rockmusik, også gælder for dansk rock. Frem til slutningen af 1960’erne skete påvirkningen mest gennem massemedier (film, plader, radio, tv), og siden også gennem live koncerter. Det har været forskelligt, om moden foreskrev tekster på dansk eller på engelsk, men oftest har de danske tekster været den vigtigste indikator for, at et givent nummer var ”dansk”, mens mange numre med engelske tekster efterhånden lige så vel kunne være produceret i udlandet.

Jazz, rock’n’roll og pigtråd

The Cliffters, årstal ukendt.
The Cliffters navn var selvfølgelig afledt af Cliff Richard. Her ses de med Reimar som nr. to fra venstre i deres ens jakkesæt, der bl.a. var et tegn på musikalsk professionalisme. The Cliffters var en af de relativt få grupper, der havde en keyboardspiller med (Ole Rasmussen, der dog ikke har instrumentet med).
The Cliffters, årstal ukendt.
Af /Ritzau Scanpix.

I 1950’erne var traditionel jazz ungdommens foretrukne musik. Den passede perfekt til dans. Anden popmusik, ikke mindst slagere fra Tyskland og andre europæiske lande, var også populær blandt de unge. Ligesom jazzen i 1920’erne og hiphoppen i 1980’erne blev rock’n’roll introduceret som en ny dans fra USA, og kun små grupper af unge mænd i København, Aarhus og Odense eksperimenterede med den som musik. Der opstod et par rock’n’roll-grupper med Melvis Rock Band i spidsen, men det var først med lanceringen af solister som Peter Abrams (Abrahamsen) og Otto Brandenburg som popstjerner, at en bredere offentlighed fik ører og øjne op for, at ungdommens musik var på vej nye steder hen.

Engelske Cliff Richard blev en vigtig model for de nye danske popstjerner, og hans backinggruppe, The Shadows, blev en model for mange hundrede mandlige amatørpigtrådsgrupper over hele landet i første halvdel af 1960’erne. Fra 1963 blev The Beatles så småt det altoverskyggende forbillede. Blandt de tidlige, der bevægede sig fra amatørstatus til det professionelle, var The Cliffters med Johnny Reimar samt The Danish Sharks. I 1964 debuterede Peter Belli med Les Rivals, og i løbet af de næste 18 måneder markerede de sig som en helt central pigtrådsgruppe. Andre vigtige grupper var The Defenders og Sir Henry & His Butlers. Den ny musik blev spillet i hundredvis af popklubber over hele landet, og de mest populære musikere kunne leve af at spille. Musikindustrien var også interesseret, og enkelte grupper fik ganske store hits.

Både jazz-, rock’n’roll- og pigtrådsgrupper startede som amatører, og langt de fleste forblev det. Den spillende venskabsgruppe med fire-fem drenge eller unge mænd samt deres hangarounds blev en vigtig måde at organisere ungdomsfællesskaber på. Den passede også ind i en kommerciel model, da enkelte af grupperne blev professionelle, omend hangarounds blev til fans organiseret i fanklubber. Selv 60-70 år senere har drengevenskaber ofte været udgangspunktet for de populære rockbands.

Pop, beat og rytmisk musik

Shu-Bi-Dua i 1978
Gasolin ' og Shu-Bi-Dua var hver på deres måde med til at definere rockmusik som en del af en dansk musikalsk mainstream. Her er forsangeren Michael Bundesen og guitaristen Michael Hardinger i gang med en koncert med resten af Shu-Bi-Dua i Tivoli i 1978.
Shu-Bi-Dua i 1978
Af /Ritzau Scanpix.

I 1966 udgav pigtrådsgruppen Keld og the Donkeys med Keld Heick i front et cover af en gammel slager, ”Ved landsbyens gadekær”. Den blev et enormt hit og viste vejen mod en ny dansk slagertradition, som siden blev opkaldt efter hitlisteudsendelsen Dansktoppen, der begyndte i 1968.

Samtidig vandt en ny slags popmusik frem under navnet beat, og den opfattede sig selv som langt mere seriøs end dansktopmusik og anden lettere pop. Beatmusikken blev forbundet med forskellige dele ungdomsoprøret og diverse alternative grupperinger. Det var kritikkens og visionernes tid. Steppeulvene udgav albummet Hip, hvor den elektriske Bob Dylan stod i baggrunden, og Young Flowers kastede sig over den psykedeliske musik med inspiration fra engelske Cream. The Savage Rose blev nok den gruppe, der bedst illustrerede den nye musiks nysgerrige brug af alle de former for musik, som var i tiden, fx jazz, soul, folk, klassisk, pop og psykedelisk musik.

Under paraplybegrebet ”rytmisk musik” blev der eksperimenteret på kryds og tværs mellem rock, jazz og folk. Begrebet hjalp med til at etablere de tre genrer som bud på, hvad seriøs musik også kunne være, og blev desuden et effektivt redskab i tidens musikpolitiske kampe mod den "klassiske musik" om offentlige støttemidler. De unge musikere organiserede sig på forskellig vis for at blive en del af det danske foreningsliv (og dermed støtteværdig), og undervisningen i rytmisk musik tog så småt form og kulminerede i første omgang med oprettelsen af Rytmisk Musikkonservatorium i København i 1986.

Musikerne blev stadig dygtigere på deres instrumenter, og kravene til en professionel lyd på plader og til koncerter blev stadig større. Mens bands som Culpeper's Orchard og Shit og Chanel var med til at udvikle en mere alternativ rockmusik, gjorde bands som Gasolin' og Shu-Bi-Dua rockmusikken populær hos det brede publikum. Sammen med dansktopmusikerne overtog mange af rockmusikerne den musikalske mainstream, som havde udviklet sig siden 1920’erne, og kom til at definere, hvordan dansk musik i bred forstand lød.

Et første intent opgør med både hippieideologi og kommerciel sælgen ud skete med punken, hvis danske version kom til i 1977 med Sods/Sort Sol og siden No Knox og Lost Kids. Sort Sol blev efterhånden en af de mest indflydelsesrige rockgrupper i århundredets sidste årtier. Punkånden har levet videre i Ungdomshuset i København, og indimellem er der dukket nye punkbands op, som dog er forblevet i undergrunden.

Solisten

Kim Larsen i 2009
Kim Larsen spillede en central rolle på den danske musikscene, fra han med rockgruppen Gasolin' udgav sin første plade i 1969 og frem til sin død i 2018. Her under en koncert i 2009.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Man kan skelne mellem to hovedtraditioner i dansk rock: solisten og gruppen. Solisten komponerer og fremfører for det meste sine egne sange, ofte med hjælp fra en mere eller mindre fast backinggruppe. Arketypen er Bob Dylan, og i Danmark var fx John Mogensen og Trille tidlige eksempler. Sebastian og C.V. Jørgensen slog modellen fast i 1970’erne, hvor også Anne Linnet og Kim Larsen kom til. Teksterne blev helt centrale for disse musikere og fremstår som både personlige og kunstneriske udsagn om det at leve. Tekstfokusset betød dog ikke, at akkompagnementet blev sekundært. Sangskriverkunsten blev til stadighed forfinet. Det er blevet til livslange karrierer, og stadig nye er kommet til, fx Tina Dickow, Søren Huss og Andreas Odbjerg.

Til forskel fra de selvkomponerende er der dem, der fremfører andres sange. De er nogle gange blevet opfattet som uoriginale og mere ”poppede”, men sangere som Povl Dissing og Peter Belli har begge fra 1960’erne og til 2020’erne stået som nogle af de mest respekterede danske sangere, selv om de i perioder har været omstridte. Også kvindelige solister som Lis Sørensen og Nanna står som vigtige, danske stemmer.

Gruppen

TV-2 i 2015
Steffen Brandt i front for TV-2, som han har været det siden 1983. Her under en koncert i 2015 med trommeslager Sven Gaul i baggrunden.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Arketypen for rockgruppen er The Beatles: helt overvejende et fællesskab af mænd, der synger (evt. flerstemmigt) og spiller på guitar, bas, trommer og evt. keyboards. De komponerer normalt deres egen musik. Som nævnt blev gruppeformatet brugt fra midten af 1950’erne og frem, men med beatgrupperne blev gruppen også en ideologisk størrelse som symbol på ungdommens sammenhold og kollektive indstilling.

Med mytologiseringen af Gasolin’ fra 1980’erne og frem skulle de blive til den danske arketype på rockgruppen: fire ganske forskellige fyre, der kunne samarbejde – nogle gange stormfuldt. TV-2, der debuterede i 1981, var igen fire ganske forskellige fyre, men mere samarbejdende. Det har resulteret i sammenhold, der har varet mere end 40 år, og i en lang række succesfulde album, der med en vis distance har kommenteret livet som dansker. 2010'ernes skud på denne stamme er The Minds of 99, der som flere andre grupper har kendt hinanden siden barndommen. De har dog ikke som TV-2 en ironisk åre, men stiller de store spørgsmål om liv og død.

Konsolidering af dansk rockmusik

Mens pop og rock – forstået som ”det kommercielle” over for ”det alternative” eller ”seriøse” – på mange måder var hinandens modsætninger i 1970’erne, blev kontrasten mindre udtalt i de følgende årtier, og i stedet for et enten/eller blev det blev muligt at placere sig alle mulige steder mellem de to ekstremer, fx under etiketten poprock. Anne Linnet Band og Sneakers var blandt de mest populære her sammen med andre bands, der også havde stærke kvinder som sangere og komponister (Anne Dorthe Michelsen og Tøsedrengene samt Søs Fenger i News). Sådanne bands konsoliderede dansk pop og rock som helt central i dansk populærkultur pga. de utrolig høje salgstal og formiddagsavisernes voldsomme interesse for de nye musikkendisser. Også den tætte forbindelse mellem pop, rock og ungdom er blevet løsnet mere og mere, efterhånden som 1960’ernes musikere og fans er blevet stadig ældre.

Rent geografisk skete der også ændringer. Mens København i 1960’erne var poppens og rockens centrum, opstod der i 1970’erne stærke musikmiljøer andre steder. Specielt i Aarhus dannedes mange grupper, og ældre undervisere som Leif Falk og musikeren Holger Laumann havde en stor andel i det. Udover de allerede nævnte TV-2 og Shit og Chanel var der et postpunkband som Kliché, der kun bestod i få år, og soulmusikeren Thomas Helmig, som har haft en lang karriere siden 1980’erne.

Metal som del af rocken

King Diamond i 2022
King Diamond under koncert med Mercyful Fate i august 2022.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Den danske metalscene er både en del af den danske rockscene og en international heavy metal-scene. Den opstod i første halvdel af 1980’erne i kølvandet på et nyt bud på heavy metal anført af en række engelske bands. Mercyful Fate med King Diamond i spidsen blev nok det førende bands på den danske scene. Diamond var erklæret satanist, og det skabte en vis opsigt tidens medier.

Mercyful Fates black metal blev suppleret med blandt andet Pretty Maids' videreføring af hård rock i en egentlig heavy metal-udgave, samt Artillerys thrash metal, der var (endnu) mere energisk og handlede om et mere generelt sort livssyn, der var typisk for tidens heavy metal. Siden da har scenen blomstret op på forskellige tidspunkter, men selv om dele af metals lyd og spillestil er blevet integreret i megen rockmusik, er den aldrig blevet en del af en dansk rockmainstream, heller ikke selvom festivalen Copenhell (2010-) efterhånden tiltrækker en meget bred vifte af gamle og nye metalfans.

Verdensmusik

De fleste pop- og rockmusikere hentede inspiration fra samtidige engelske og amerikanske traditioner. I forlængelse af nogle af disse begyndte også danske musikere i 1980’erne at eksperimentere med musik fra andre dele af verden under betegnelsen verdensmusik. Med den jamaicanske reggaes hurtige udbredelse lå det lige for at tage den op, som det skete hos fx Tøsedrengene. Gnags prøvede også reggaeen og gik ligesom amerikanske Talking Heads videre ved at hente inspiration i afrikanske, polyrytmiske mønstre. Det medvirkede til at gøre Gnags til et af tidens mest intense livebands.

Bazaar hentede inspiration fra Balkan og brugte det i en egenartet blanding med improvisation, mens Salsa Na’ma efterhånden blev gode til at spille en rendyrket salsa. Musik, som forbindes med forskellige etniske mindretal i Danmark, blev ikke inddraget i de verdensmusikalske eksperimenter, og sidstnævnte fylder i det hele taget mindre i dag.

1990’erne og det internationale

Selvom 1980’erne stod i poprockens tegn, holdt en del nye grupper i 1990’erne fast i et mere traditionelt rockformat med vægt på drengegruppen og på guitarerne. I forlængelse af den internationale grunge-trend slog trioen Dizzy Mizz Lizzy igennem i 1994. Samme år kom Kashmir til. Også de var en trio, men med en bredere stilistisk baggrund.

At bryde igennem internationalt var længe en dansk popdrøm. Blandt rockgrupperne lykkedes det for Michael Learns to Rock at slå igennem med en blød rockmusik, ikke mindst i Sydøstasien, hvor de 30 år senere stadig afholder store koncerter. Blandt popgrupperne blev specielt Aqua en succes med deres Europop-singler (fx ”Barbie Girl”) og album.

Mens poprocken blev konsolideret i 1980’erne, blev de forskellige genrer, der på en eller anden måde var forbundne med ungdomskulturer, stadig flere. Både hiphop og forskellige former for electronica voksede sig store i 1990’erne og skulle fortsætte væksten efter årtusindeskiftet. Ideen om rock som et overgribende begreb for al ungdomsrelateret musik holdt ikke længere. Til gengæld kunne popbegrebet strækkes længere, og hiphop kunne samtidig være pop (Nik & Jay), ligesom electronica kunne opfattes som pop (Safri Duo).

Talentkonkurrencer og priser

Marie Key i 2013
Marie Key, som i front for Marie Key Band vandt KarriereKanonen i 2005. Her under en koncert på Bremen Teater i København i 2013.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Allerede rock’n’roll-sangeren Ib ”rock” Jensen blev opdaget ved et talentshow, og flere af de kendte pigtrådsbands samt et band som Dizzy Mizz Lizzy har brugt konkurrencen som en første trædesten i en karriere. I dette årtusind blev konkurrencen sat mere i system, da tv-stationer verden over fandt ud af, at der var en stor publikumsinteresse for dette format. I en dansk sammenhæng har et mangeårigt program som X Factor (2008-) kun sjældent været udgangspunkt for en musikerkarriere, men det har alligevel for en hel generation formet opfattelsen af popmusik som et kulturelt fænomen, der kunne omfatte både en glad amatørisme og en hårdtarbejdende professionalisme – og som gav nogenlunde lige meget plads til både drenge og piger på scenen.

Med hensyn til karriereudvikling har et andet DR-projekt og -program, KarriereKanonen (2002-) haft større indflydelse. Det har også talentkonkurrencen som sin grundidé, men har det meste af tiden været mindre eksponeret end tv-programmerne sendt i den bedste sendetid. KarriereKanonen, der på forskellig vis samarbejder med musikindustrien, har i højere grad givet de deltagende musikere støtte på deres egne præmisser. Marie Key, Djämes Braun og The Minds of 99 er blandt de deltagere, der succesfuldt har brugt konkurrencen som afsæt for mere.

Prisuddelinger er også blevet populære efter årtusindskiftet. Pladebranchen har sin prisuddeling (Danish Music Awards), musikmagasinet Gaffa har en (Gaffa-prisen), musikkritikerne har haft deres (Steppeulven), og DR er gået ind i prisuddelingen på forskellig vis, ikke mindst med P3 Guld (2002-), der som de andre aktiviteter bidrager til at lancere yngre musikere, men også bruger musikerne til at minde om DR's betydning for dansk pop og rock.

Efter årtusindeskriftet

Der er stadig kommet nye rockgrupper til, fx The Minds of 99, Spids Nøgenhat og Blæst, men solisterne står stærkere end nogensinde før. Singer/songwriter Tina Dickow slog igennem i 2005, og Medina fulgte et par år senere med en let popmusik. Sidenhen har flere kvinder markeret sig stærkt i feltet mellem pop og rock, fx , Oh Land og Jada. Blandt de mandlige solister er der Bisse, den internationalt populære Lucas Graham og senest Andreas Odbjerg.

Pop og rock og køn

Samtidig er der for alvor kommet gang i diskussioner om pop, rock og køn. På trods af enkelte undtagelser nævnt ovenfor, har mænd har gennem alle årene sat dagsordenen, både på og bag scenen. Men siden 2017 og MeToo-bølgen har stadig flere fremhævet det uretfærdige i musiklivets organisering i et stort antal rapporter, og der er sat flere konkrete initiativer i gang for at ændre tingenes tilstand. Fx er der i et forsøg på at ændre den såkaldte fødekæde oprettet specielle kurser kun for piger for at få dem til at spille på instrumenter frem for blot at synge, og forskningsrådet har i 2022 givet penge til et større forskningsprojekt om køn og musik.

Rock og det offentlige

Indtjeningen i rock og pop er først og fremmest skabt i en almindelig vareøkonomi, men det er ikke kun et kommercielt anliggende. Siden 1970’erne er det i stadig højere grad blevet opfattet som kultur og kunst på linje med jazz, klassisk, billedkunst, litteratur osv. Det betyder, at rock og pop også kan komme i betragtning til offentlig støtte. Det sker gennem støtteordninger til rytmiske spillesteder, til musikeres indenlands og udenlands turneer, til udvikling af det såkaldte vækstlag (unge musikere på vej fra amatør til professionel status), til arbejdslegater til enkelte musikere (fx Lars H.U.G. og Dicte), til undervisning og til amatørorganisationer.

Rock som historie og kulturarv

Fra starten var det vigtigt for rocken at få en fortid og blive en del af en tradition, der kan fortælles som en del af en musikhistorie. Den ville være mere end en række flygtige hits og være betydningsfuld for lyttere og fans. De første skitser til en dansk rockhistorie kom næsten samtidig med, at beaten blev til beat. Mange bøger, der har handlet om enkelte musikere, genrer eller byer, er kommet til siden, men den store bog om Danmarks rockhistorie er aldrig blevet skrevet. Til gengæld har DR betydet meget for den stadige opdatering af dansk pop og rocks historie. Det er sket gennem en lang række nostalgiske udsendelser med ikke mindst Jørgen de Mylius og gennem længere serier, specielt Rockens Danmarkshistorie fra 1996 og Den Store Poptur fra 2012/16.

Den lange tradition for historisering er også blevet en del af den officielle kulturpolitik, dels gennem Kulturministeriets Kulturkanon fra 2006, der bl.a. indeholdt 12 populærmusikalske værker, dels gennem etableringen af Ragnarock – Museet for pop, rock og ungdomskultur (2016) i Roskilde.

Også teaterkoncerter, et originalt koncept udviklet af danske instruktører og musikere, har mindet et stort publikum om dansk pop og rocks historie. Det begyndte med Gasolin’ Teaterkoncert i 1994, som er blevet genopsat flere gange siden, og mange andre er siden kommet til (fx Anne Linnet, C.V. Jørgensen, Lars Lilholt, Four Jacks). I de senere år er der også kommet musicals baseret på eksisterende numre, fx en om Natasja Saad, der blev opført på Operaen i København i 2023.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig