Sebastian er en dansk sanger, multiinstrumentalist og komponist, som med afsæt i elektrisk forstærket folkemusik siden 1970'erne har fornyet den danske sangskat med sange, der i stil spænder fra rock til musicals. En række af hans sange regnes for moderne evergreens, fx Romeo (1981), Den lille malkeko (1979), Sommerfuglen (1981), Måske ku' vi (1976) og Du er ikke alene (1978).

Sebastian (sanger og komponist)
Faktaboks
Knud Torben Grabow Christensen
- Født
- 19. december 1949


Sebastian foran H. Luckow-Nielsens statue af H.C. Andersen ved Københavns Rådhus.
Sebastians musikkarriere
En upåagtet engelsksproget albumdebut blev fulgt op af lp'en Den store flugt (1972), et kommercielt og kunstnerisk gennembrud. Den samme indfølende og socialrealistiske stil blev slået an med albummet Blød lykke (1974), mens et samarbejde med klaviaturspilleren Kenneth Knudsen inspirerede til udvikling af et mørkere, ofte symfonisk klangunivers og mere komplicerede musikalske forløb. Dette kom tydeligt til udtryk på albummet Tiderne skifter (1979), en tonesætning af Brecht-digte, blåstemplet af digterens arvinger.
Stilen videreførte Sebastian på de følgende plader, Stjerne til støv (1981 – pladen kom i 2006 med i Kulturkanon) og 80'ernes boheme (1983). Begge plader blev i succes fulgt op af turnéer med bl.a. sangeren Lis Sørensen blandt musikerne, til hvem Sebastian skrev sangen Stille før storm (1981).
Musik til film og musicals
I 1986 foretog Sebastian en musicalmodernisering af drengebogsklassikeren Skatteøen, og det stod klart, at rocken var for snæver for Sebastians kompositoriske radius. Siden har han primært arbejdet med teater og film. Med musicals som Ronja Røverdatter (1991) og Cyrano (1993) har Sebastian udviklet en egen karakteristisk musicalstil, og flere af hans kompositioner har været sat op i en række europæiske lande. Sebastian har skrevet filmmusik til bl.a. De Uanstændige (1983), Hodja fra Pjort (1984) og Klinkevalsen (1999).
Tilbagevenden som solomusiker
I begyndelsen af 2000-tallet genoptog Sebastian sin turnevirksomhed, som er dokumenteret på cd/dvd'en Trubadurens Aften (2004), og efter en pause på 21 år genoptog han i 2011 også karrieren som solomusiker med albummet Øjeblikkets mester.
Sebastian modtog i 1995 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse som den første komponist inden for rock- og populærmusik.
Sebastians albumudgivelser
År | Titel |
---|---|
1971 | The Goddess |
1972 | Den store flugt |
1973 | Over havet under himlen |
1974 | Blød lykke |
1975 | Gøgleren, Anton og de andre |
1976 | Måske ku’ vi |
1976 | Når lyset bryder frem |
1977 | Ulvehøjen |
1978 | Ikke alene Danmark |
1978 | Sebastian i Montmartre |
1979 | Tiderne skifter |
1979 | Cirkus Fantastica |
1980 | Live * |
1980 | Nattergalen |
1981 | First Time Around |
1981 | Stjerne til støv |
1983 | 80’ernes boheme |
1983 | Flyv lykkefugl * |
1984 | Tusind og én nat |
1986 | Skatteøen |
1987 | På vulkaner |
1988 | Det gode menneske fra Sezuan |
1989 | Et eventyr |
1991 | Piratpladen – demoindspilninger '77-'87 |
1990 | Miraklernes tid |
1991 | Ronja Røverdatter |
1992 | Gøngehøvdingen |
1993 | Cyrano |
1995 | Aladdin |
1996 | Hans Christian Andersen |
1998 | Pippi Langstrømpe |
2000 | Den nye Cyrano |
2002 | Klokkeren fra Notre Dame |
2004 | Trubadurens aften * |
2007 | Rariteter |
2010 | Sange fra dengang * |
2011 | Øjeblikkets mester |
2012 | I Danmark er jeg født |
2014 | Hodja fra Pjort |
2015 | Så blidt til stede * |
2017 | Sange til Drømmescenariet |
2019 | Hun nåede at klappe hunden |
2020 | Live – hele vejen |
2021 | Tidløs erindring |
*Livealbum. Opsamlingsalbum ikke medtaget.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.