Sort Sol er en dansk rockgruppe, der blev dannet under navnet Sods i 1977 med inspiration fra den engelske punkscene af Steen Jørgensen (f. 1959), sang, Peter "Peter" Schneidermann (f. 1960), guitar og sang, Knud Odde, bas, og Tomas Ortved Larsen (f. 1959), trommer.
Gruppen debuterede i 1979 med det musikalsk eksperimenterende album Minutes To Go. Bandet fik senere en central position på den danske punkscene med en sound og en stil, der balancerede mellem rå punk og et ekspressivt, æstetisk bearbejdet udtryk.
Omkring 1983-84 skiftede gruppen navn til Sort Sol, og i de følgende år udviklede gruppen sig mod et bredere musikalsk udtryk. Punkens energi blev bevaret, men det melodiske kom stærkere i forgrunden. I 1987 blev gruppen udvidet med Lars Top-Galia (f. 1964), guitar. Med denne besætning kulminerede gruppens popularitet hos et bredt, dansk rockinteresseret publikum med albummene Everything That Rises Must Converge (1987), Flow My Firetear (1991) og Glamourpuss (1993), og gruppen optrådte i Sovjet, Europa og USA.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.