Faktaboks

Cliff Richard
Født
14. oktober 1940

Cliff Richard i København, 1999.

.

Cliff Richard, egl. Harry Roger Webb, f. 14.10.1940, britisk popsanger, født i Lucknow, Indien. Inspireret af skifflemusik og Buddy Holly ledede han en række ensembler, før han i 1958 slog igennem med singlepladen Move It, akkompagneret af The Drifters, de senere The Shadows, der fik egen karriere.

Selvom brylcremekrøllen hang oprørsk ned i panden og rivaliseringen med Elvis Presley ikke blev underspillet, var og blev Cliff Richards image det pæne, drengede og evigt ungdommelige. Musikalsk skiftede han også stil fra rock'n'roll til mere sødmefyldte kærlighedssange som The Young Ones (1961), Bachelor Boy (1962) og Summer Holiday (1963), og som et af få etablerede navne blev han ikke fejet væk af Beatlesbølgen. Dette skyldtes nok så meget, at han ikke var spor rebelsk, men stadigt mere forankret i mainstream-familiepop, som det kom til udtryk i grand prix-bidraget Congratulations (1968), der er blevet en klassiker blandt fødselsdagssange. Trods sin permanente status som bachelor boy har han altid stået vagt om traditionelle familieværdier og en noget fad kristelighed, der fra tid til anden har præget hans repertoire.

I 1970'erne moderniserede han sin stil på et album som I'm Nearly Famous (1976). I begyndelsen af karrieren medvirkede han i en række teenagefilm, mens han senere har gjort sig gældende på teatret i musicals som Time (1985) og Heathcliff (1995).

Cliff Richard fejrede i 1989 sit trediveårsjubilæum og engelske hit nr. 100 ved to koncerter på Wembley for i alt 144.000 tilskuere. I anledning af sit halvtredsårsjubilæum skrev han sammen med journalisten Penny Junor sin selvbiografi, Mit liv (2008).

Cliff Richard blev 1995 adlet som kronen på en popularitet, der kun mangler USA i at være global.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig