Dansktoppen

Artikelstart

Dansktoppen, populært radioprogram, der blev sendt første gang i 1968 i Danmarks Radio. Den første studievært var Jørn Hjorting, der i de følgende år lancerede en lang række "landeplager". Programmet præsenterede udelukkende dansksproget populærmusik, selv om det i vid udstrækning drejede sig om lokale udgaver af udenlandske hits, bl.a. fra Tyskland og Sverige. Lytterne fik mulighed for at sammensætte en ny hitliste hver uge. Dansktoppen, der i 1970'erne var en væsentlig katalysator for den folkelige musiksmag, blev med skiftende studieværter udsat for kritik fra flere sider; programmet ophørte derfor i marts 1977 — på et tidspunkt, hvor man havde registreret mere end 2½ mio. lyttere. Dansktoppen blev i 1993 genskabt i sin oprindelige form. I 2008 blev programmet flyttet til DAB-kanalen P4 Danmark.

Radioprogrammet har endvidere lagt navn til en musikstil, dansktopgenren. Den omfatter først og fremmest folkelig populærmusik, som især spilles på Dansktoppen samt i diverse lokalradioer. Genren har fået sin faste niche på TV 2 Charlie, der blev oprettet i 2004.

Dansktoppen
Blandt de største succeser kan nævnes:
1968 Keld Heick: Vi skal gå hånd i hånd, Bjørn Tidmand: Lille sommerfugl
1969 Ulla Pia: Flower Power tøj
1970 Birgit Lystager: Smilende Susie, Grethe Ingmann: Sol, sol kom igen
1971 Susanne Lana: Hvis tårer var guld, John Mogensen: Der er noget galt i Danmark
1972 John Mogensen: Fut i fejemøget, Gustav Winckler og Bent Werther: Bare der er sol i dine øjne
1973 John Mogensen: Så længe jeg lever, Lecia og Lucienne: Rør ved mig
1974 John Mogensen: Nina, kære Nina, Allan Mortensen: Musikalske venner
1975 Bamse: Wimmersvej, Flemming Werge & Blue Notes: Uglevisen
1976 Henning Vilen: Elefantsangen, Keld og Hilda: Do you speak English
1977 Lars Stryg og Royal Strings: Aldrig mer' må jeg se dig

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig