Nanna, egl. Nanna Lüders Jensen, f. 23.7.1963, dansk sanger og sangskriver. Nanna slog igennem med kendingsmelodien Buster (1984) til Bille Augusts tv-serie Busters verden og albummet Små blå breve (1984). I 1985 vandt hun med sangen Afrika Røde Kors-konkurrencen om en støtteplade for nødlidende i Afrika, som med et overskud på 2,5 mill. kroner er den mest indbringende danske støtteplade nogensinde. Senere er hendes musikalske og solistiske kvaliteter kommet til udtryk på albummet Fannys hjerte (1988) samt I Danmark er jeg født (1990), sidstnævnte med fortolkninger af højskolesange. I 2005 udsendte Nanna cd'en Giv dig hen og selvbiografien Stjerne for altid. Nanna har siden 1980'erne været en meget anvendt korsanger, og hun har medvirket i adskillige musikprojekter for børn. Efter en længere pause fik hun et bemærkelsesværdigt comeback med Nødigt, men dog gerne (2011).