hiphop

Hiphopdans er en overordnet betegnelse for bl.a. breakdance og electric boogie. Den danses med gadehjørner, subwaystationer og butikscentre som arenaer og akkompagneres af ghettoblaster eller af opildnende crews. Danserne demonstrerer en imponerende beherskelse af motorikken i akrobatiske og mimiske danseforløb. Mange drenge fra indvandrerfamilier dyrker i Danmark dansen til perfektion, og den kan således være et middel til at opnå øget status uden for deres egne sociale og etniske grupper.

Musikken består af indspillet lyd fra plader, rytmisk bearbejdet på to pladespillere af en discjockey. Rapperen (kaldt MC (Microfon Controller, Master of Ceremonies) eller toaster) fremfører ubesværet de meget komplekse verselinjer hen over et flow af gentagne sekvenser, afbrudt af scratchede breaks. Crewet falder ind på refrænagtige linjer på uorganiseret vis. I old school-hiphop er teksterne nærmest reklametekster for bandet; i new school-hiphop er de mere politiske, hvilket er helt fremtrædende i gangsta rappen, som opfordrer lytteren til oprør mod systemets udnyttelse af dem.

Breakdance og graffiti er stadig en vigtig del af hiphopkulturen på gadeniveau. Efter at musikken slog igennem på hitlisterne, er det imidlertid den, mange forbinder med kulturen. I den første fase var hiphoppen en subkultur præget af skarp konkurrence og gadefester med store soundsystems importeret fra Jamaica af Kool DJ Herc (f. 1955).

Grandmaster Flash opfandt en række af genrens ekvilibristiske øvelser ved grammofonerne, og Afrika Bambaataa (f. 1957) gav hiphoppen et indhold af sort identitet og stolthed samt social protest. I 1986 kom genrens kommercielle gennembrud, da MTV valgte at vise Run DMC's version af Aerosmiths nummer Walk This Way som den første hiphop-single. Med samplerens indtog fra slutningen af 1980'erne udviklede hiphoppen hos bl.a. Public Enemy en mangfoldig collageteknik, der siden satte sine spor mange steder i populærmusikken. Se også rap.

I Danmark opstod midt i 1980'erne et hiphopmiljø omkring ungdomsklubben Thomas P. Hejle i København. To album kom til at markere gennembruddet af en egentlig dansk hiphop: MC Einars Den nye stil (1988) og Rockers By Choices Opråb til det danske folk (1989). Albummene, som musikalsk overvejende byggede på samples og programmeringer, var et musikalsk brud med den danske pop- og rockskoles polerede studieindspilninger. MC Einar dyrkede de skæve fortællinger, og Rockers By Choice var en rå rapport fra gaden og en stærk politisk protest.

Dansksproget hiphop kunne ikke eksporteres, men danske dj's som Cutfather og Soulshock drog til USA og producerede med stor succes en række af scenens kendte rappere og R&B-sangerinder. Efter en lang pause i udgivelserne kom hiphoppen igen med en mere folkelig stil via radioføljetonen Verdens længste rap (1995) med Østkyst Hustlers. Siden fulgte navne som Humleridderne, Hvid Sjokolade og Den Gale Pose. Hiphoppen havde fået fat med sit fornyende sprog, sin humor og sit alt andet end politisk korrekte verdensbillede. Den Gale Pose dyrkede en dansk udgave af den hårde gangstarapstil og fik et stort hit med den discoprægede Spændt op til lir (1999). Gruppen Malk De Koijn legede med det danske sprog på Smash Hits In Aberdeen (2000) og Sneglzilla (2002), mens den flersprogede trio Outlandish, der består af andengenerationsindvandrere, indspillede et af dansk hiphops hovedværker, Outland's Official (2000).

Siden 1981, hvor New Yorks breakdansere første gang rykkede fra gaden ind på scenen, har hiphop-dans haft status af scenekunst. I Frankrig, hvor hiphop har en stærk position som scenekunst, medvirkede hiphop-dansegruppen Black Blanc Beur på festivalen Montpellier Danse i 1984.

I Danmark har hiphop-teatret været centreret omkring electric boogie-danseren, koreografen og instruktøren Steen Koerner, der sammen med breakdanseren Kenneth Fogel i 1987 dannede streetdance-gruppen Out of Control. Fra midten af 1990'erne rykkede gruppen fra gaden ind på de etablerede teaterscener med trommeslageren og komponisten Yo Akim Hjejle som fast medspiller. Gruppen inviteredes til at lave forestilling til fransk festival 1996 opsatte forestillingen Definitive Skitser på Rialto Teatret i 1997 og 24 på Privatteatret i 2000.

Steen Koerner skabte i 1996 koreografi til Bella Vita på Gladsaxe Teater og en Skærsommernatsdrøm i 1998 samt til Dracula på Det Kongelige Teater i 1998. Han skabte sammen med Yo Akim Hjejle Kodernes Kamp til MusikTeatet Albertslund i 2001 og med rapperne Clemens og Al Agami samt instruktøren Peter Langdal 11 komma 7 til Edison i 2002. Han iscenesatte hiphop-pantomimen Harlekins Triumf på Pantomimeteatret i 2003 og skabte i samarbejde med Aveny-T i 2003 en meget succesrig og prisbelønnet hiphop-version af Nøddeknækkeren (optaget i Kulturkanon).

Hiphop-teatrets dans kan inkludere stilarter som break, electric boogie, capoeira, locking, popping, King Tut, vougues og slowmotion. Graffiti-scenografi og rap er ofte vigtige elementer i hiphop som scenedans.