Gangstarap er en genre af hiphop-musik, der opstod i slutningen af 1980’erne ikke mindst blandt marginaliserede, afrikansk-amerikanske grupper i Los Angeles, USA.

Faktaboks

Også kendt som

gangsterrap

Genren kendetegnes ved hårdtslående skildringer af livet på gaden og i kriminelle bander, inklusiv en undertiden forherligende fremstilling af vold, stoffer, kriminalitet, opgør med rivaliserende bander og politiet, samt en seksualiserende omgang med kvinder. Musikalsk har genren bevæget sig fra en rå og hård lyd med udstrakt brug af samples mod et blødere og mere produceret udtryk med inspiration fra R&B og funk.

Gangstarappens oprindelse og udvikling

Udgivelser som Schooly D's rapsang ”Gangster Boogie” (1984) og Boogie Down Productions’ album Criminal Minded (1987) opfattes typisk som forløbere til eller tidlige eksempler på gangstarap.

Det var imidlertid med Ice-Ts Rhyme Pays (1987) og N.W.A.s Straight Outta Compton (1988) at genren brød igennem på den amerikanske vestkyst, hvor den på få år udviklede sig til en kommerciel succes og en dominerende tendens i amerikansk populærmusik. Succesen skyldtes udover Ice-T og N.W.A., de senere solokarrierer for N.W.A-medlemmer som Ice Cube og Dr. Dre samt associerede navne som Tupac, Snoop Dogg og gruppen Cypress Hill.

Mens N.W.A tegnede stilen med hyperrealistiske og samtidig glorificerende beskrivelser af det hårde liv på gaden i kvarterer som South-Central L.A. og Compton, udviklede Dr. Dre med solo-debuten The Chronic (1992) en mere smooth og laid-back lyd, som med udstrakt inspiration fra 1970'ernes P-funk (dvs. gruppen Parliament-Funkadelic) blev døbt G-funk. Også gangstertilværelsen fik hos Dres et mere luksuriøst og dermed glorificerende udtryk.

Fejden mellem øst- og vestkysten i amerikansk rap, som kulminerede med mordene på Tupac og Notorious B.I.G, prægede genrens udvikling i 1990'erne. Samtidig havde den hårdtslående stil udviklet og spredt sig – fx med østkystnavne som Nas og Wu-Tang Clan – så det med tiden blev mindre klart, hvad der var gangstarap versus andre former for ”hardcore” rapmusik.

Genren holdt sin popularitet hen imod og efter årtusindskiftet med rappere som Eminem, 50 Cent og Jay-Z. Senere genremæssige udviklinger i hiphoppen som dirty south, trap og drill kan forbindes med gangstarap – sidstnævnte fx i betoningen af kriminalitet, bandekampe og stofmisbrug i start-2010'ernes Chicago.

Kontroverser og anerkendelse

Gangstarappen var fra begyndelsen kontroversiel. N.W.A.s brug af betegnelsen "niggaz" og tidlige numre som ”Fuck tha Police” eller ”Gangsta Gangsta” markerede en kraftig afstand til mainstream hvide og mere konservative kredse i USA. Beskyldninger om misogyni, volds- og kriminalitetsforherligelse fulgte, ligesom senere gangstarap-udgivelser blev mødt med anklager om sexisme, uansvarlig fremstilling af stoffer og i videre forstand samfundsskadelig indflydelse. For eksempel havde Tupacs debutalbum 2Pacalypse Now fra 1992 ifølge USA's daværende vicepræsident Dan Quayle ”ingen plads i vores samfund”, ligesom hardcore rap i følge den prominente politiker og borgerrettighedsforkæmper C. Delores Tucker var at betragte som ”pornografisk smuds”.

Nogle gangstarappere tog til genmæle. For eksempel blev Tucker latterliggjort på Tupacs album All Eyez On Me fra 1996, hvilket udløste et søgsmål fra førstnævnte. Et senere eksempel er Ice Cubes rapsang ”Gangsta Rap Made Me Do It” (2008), som ironiserer over gangstarappens påstået skadelige indflydelse.

Trods kontroverser er gangstarappens pionerer hædret. Både N.W.A. og Tupac er optaget i The Rock & Roll Hall of Fame – i lighed med relaterede artister som Notorious B.I.G, Eminem og Jay-Z. Også tildelingen af en Pulitzerpris i 2018 til den gangstarap-inspirerede rapper Kendrick Lamar kan ses som en kritisk anerkendelse af genren og dens betydning fra etablerede kredse i USA.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig