funk

Artikelstart

Funk, (am.eng., af funky (om jazz) 'simpel, jordnær, moderne', også 'outreret', opr. 'ildelugtende'), spillestil inden for rytmisk musik, der er meget pågående og sanselig, og en ostinatbaseret (= gentagne rytmiske figurer) stilart, der er opstået som en fusion mellem soul, jazz og rock. Inden for jazzmusikken blev udtrykket funk eller funky brugt i 1950'erne om visse former for udtryksfuld og jordnær jazz, undertiden betegnet som souljazz. Et eksempel er Horace Silvers lp Opus de Funk (1953). Fra midten af 1960'erne udviklede man en instrumental funkmusik, der fortrinsvis blev spillet af musikere med en jazz-baggrund. Musikken var baseret på komplekst opbyggede ostinater, der dannede et grundlag for improvisationer for blæsere, guitar og keyboard. Det var rytmegruppen (bas, trommer, slagtøj, guitar og keyboard), der skabte den meget markerede bund for solisterne. De solistiske indslag blev indrammet af komplicerede riffs, som hele bandet spillede enstemmigt. Blandt de vigtigste navne i denne udvikling er trommeslageren Billy Cobham (f. 1944) og Herbie Hancock, bl.a. sidstnævntes lp Headhunters (1973).

Inden for populærmusikken var det James Browns vokale soulfraseringer over de pågående ostinater, der udløste en bølge af afroamerikansk funk fra grupper som Dyke and The Blazes, der med nummeret Funky Broadway (1967) gjorde genrens navn udbredt, til The Crusaders og Earth, Wind and Fire. Funkens ostinater udgjorde et grundlag for discomusikken og blev et udgangspunkt for rapmusikkens rytmiske groove. Fra 1990'erne og ind i 2000-t. indgik der funk i megen hårdere rockmusik, fx hos grupper som Red Hot Chili Peppers og Rage Against The Machine.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig