aramæisk

Aramæisk er et semitisk sprog, beslægtet med de kanaanæiske sprog, heriblandt bl.a. hebraisk. Det var det mest udbredte nærorientalske sprog efter nybabylonisk før den store udbredelse af arabisk. Der er fundet oldaramæiske indskrifter fra 925-700 f.v.t. i Palæstina, det nordlige Syrien (Hamat) og Mesopotamien. I den hebraiske bibel, Det Gamle Testamente, er dele af Ezras Bog og Daniels Bog skrevet på en aramæisk dialekt, der er påvirket af hebraisk.

Rigsaramæisk blev som Perserrigets kancelli- og handelssprog fra Dareios 1. den Stores tid (522-486 f.v.t.) brugt i århundrederne f.v.t. fra Egypten i vest til Indusdalen i øst, og det findes bevaret i flere tekster, bl.a. i Det Gamle Testamente. I Palmyra og blandt nabatæerne blev aramæisk brugt som skriftsprog.

Østaramæiske dialekter

Aramæisk delte sig i øst- og vestaramæiske dialekter efter religiøse retninger. Til østaramæisk hører syrisk, der som talesprog blev fortrængt af arabisk efter 600-tallet e.v.t. Som skriftsprog levede syrisk videre som den syriske kirkes litteratursprog, brugt i bibeloversættelser, teologisk og anden litteratur, indtil det ca. 1300 fortrængtes af arabisk. Nu er syrisk kun liturgisk sprog i den syriske kirke. Nysyrisk tales af ca. 210.000 i landsbyer i det nordlige Irak og Iran og det sydøstlige Tyrkiet af de kristne assyrere eller kaldæere, bl.a. i dialekter som turabdinsk (turoyo) og urmisk, og af de såkaldte kurdiske jøder (nu udvandrede til Israel). Til østaramæisk hører også jødisk-babylonisk aramæisk og mandæisk, der endnu tales af en gnostisk døbersekt i det sydlige Iran. Sekten, der også har ca. 5000 arabisktalende medlemmer syd for Baghdad, har bevaret hellige tekster fra 200-700-tallet e.v.t.

Vestaramæiske dialekter

Vestaramæiske dialekter er jødisk-palæstinensisk aramæisk, samaritansk og judæisk (kristen-palæstinensisk aramæisk). Jødisk-palæstinensisk aramæisk er det sprog, Jesus talte i en galilæisk dialekt, og det er bevaret i bibeloversættelser (targum) og den palæstinensiske Talmud. Samaritansk var frem til 1980'erne talesprog for de i dag arabisktalende samaritanere i Palæstina, og sproget findes i en oversættelse af Mosebøgerne. Judæisk taltes af melkitterne, der var ortodokse kristne i Judæa, og før det døde ud, blomstrede det som kirkesprog i Egypten i 1000- og 1100-tallet. Nyvestaramæisk tales i form af malula-aramæisk af en kristen befolkning på ca. 15.000 omkring landsbyen Malula nordøst for Damaskus.

Skriftsprog og kendetegn

Den aramæiske konsonantskrift er af fønikisk oprindelse, og den udviklede sig til kvadratskrift i bibelaramæisk, jødisk-babylonsk og galilæisk; den aramæiske kvadratskrift bruges i dag også på hebraisk og kaldes det hebraiske alfabet. Den syriske skrift er en kursivskrift i flere varianter med forskellige vokalbetegnelser, og den bruges også til judæisk. Mandæisk har sin egen kursivskrift, og den samaritanske skrift er udviklet af fønikisk.

Old-, rigs- og vestaramæisk har endelsen som bestemt artikel. I østaramæisk, hvor der ikke findes nogen bestemt artikel, er den samme endelse -â blevet en fast del af substantivet uden bestemthedsbetydning. Ordstillingen er fri. Aramæisk er i tidens løb blevet påvirket af akkadisk, egyptisk, persisk, græsk, hebraisk og arabisk. I nysyrisk ses også påvirkning fra tyrkisk og kurdisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig