Daniels bog

Daniels Bog er et skrift i Det Gamle Testamente; i den danske Bibel står det som den sidste af de fire store profetbøger.

Daniel, der er skriftets hovedfigur, bliver som andre jøder bortført til Babylon ca. 600 f.Kr. Takket være sin visdom får han en høj position ved de babyloniske og persiske kongers hof, og ved sin overholdelse af Moseloven reddes han fra modstanderes anslag (legenderne, kap. 1-6). Fremtidens begivenheder åbenbares ham i syner (visionerne, kap. 7-12). Kap. 2-7 er skrevet på aramæisk og har formentlig dannet en selvstændig aramæisk Danielsbog, som i 100-tallet f.Kr. er føjet sammen med de hebraiske kapitler.

Daniels Bog er fiktion; sagnfiguren Daniel anbringes tilbage i 500-tallet f.Kr., men legenderne opstod blandt jøder i Babylon i 300- eller 200-tallet f.Kr., og visionerne er først blevet tildigtet i Palæstina efter 170 f.Kr. I profetiens form, men i virkeligheden tilbageskuende, skildrer visionerne tiden siden ca. 600 f.Kr., som ventes at lede frem til dommedag og jødernes frelse.