Skrift. Den hebraiske, oprindelig aramæiske kvadratskrift, kaldet således pga. bogstavernes form, læses fra højre til venstre og afløste i århundrederne f.v.t. en ældre, fra fønikisk nedarvet skriftform. Kvadratskriften angiver kun konsonanterne. Vokalbetegnelser og andre diakritiske tegn, kendt fra slutningen af 500-tallet e.v.t., blev indført af masoreterne, de jødiske skriftkloge. Disse vokaltegn benyttes dog kun i visse teksttyper, fx Det Gamle Testamente og moderne lære- og børnebøger. I håndskrift bruger nyhebraisk en kursiv form af kvadratskriften.
Udtale. Hebraisk har 23 af de 29 semitiske konsonantlyde, men kun 22 tegn, da to s-lyde er faldet sammen. Klusilerne /b k b/ udtales spirantisk som /v x f/ efter vokal, fx Tel Aviv, skrevet Tel Abib. I nyhebraisk er der ingen længdeforskel ved hverken konsonanter eller vokaler.
Nyhebraisk har tre traditionelle udtaler: den yemenitiske, som står den oprindelige semitiske nærmest, den ashkenaziske eller østjødiske, som er præget af de østeuropæiske jøders oprindelige jiddische modersmål, og den sefardiske med udgangspunkt i de spanske jøders sprog (ladino, judesmo). Den mest udbredte moderne udtale i Israel er hovedsagelig den sefardiske, men med kraftig påvirkning fra den ashkenaziske.
Ordforråd. Ordforrådet blev tidligt påvirket af dels babylonisk og aramæisk, dels af persisk fra 539 f.v.t. og dels af græsk i hellenistisk tid. Ordene dannes ligesom i andre semitiske sprog af en rod, der sædvanligvis består af tre konsonanter, hvis grundbetydning modificeres vha. vokaler, præfikser og suffikser.
Bøjning og syntaks. Substantiver og adjektiver findes foruden i ental og flertal også i dualis. Flertal dannes med -īm i hankøn og -ōt i hunkøn, mens dualis er sjældnere brugt og dannes ved tilføjelse af -ayim, fx yōmayim 'to dage' af yōm 'dag'. Kasusbøjning findes ikke. Hunkøn dannes ved tilføjelse af -ā eller -t. Den bestemte artikel ha- følges af dobbeltkonsonant, fx hashshæmæsh 'solen'. Pronominalsuffikser danner objektspronominer, når de tilføjes verber, og possessivpronominer, når de tilføjes nominer, fx -ō i hhv. qetāl-ō 'han dræbte ham' og sūs-ō 'hans hest'.
Verberne har for det punktuelle aspekt såkaldt perfekt: kātab 'han skrev, har skrevet, havde skrevet', og jussiv med præfikset wa-: way-yiktob 'han skrev'; og for det lineære aspekt såkaldt imperfekt: yiktob 'han er/var i færd med at skrive'. Det neutrale eller generelle aspekt 'han skriver' dvs. 'er skriver' gengives med perfekt eller jussiv, bl.a. i betingelsessætninger. Foruden aktiv omfatter verbernes diatese passiv, refleksiv, faktitiv, resultativ og kausativ. Dertil kommer formen kōtēb i præsens participium. I nyhebraisk betegner verbalformerne tid og ikke aspekt, jf. kātab 'han skrev', yiktob 'han vil skrive', hū kōtēb 'han skriver'.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.