hebraisk

Der findes tre hovedstadier af hebraisk: bibelsk hebraisk, sproget fra 900-tallet f.v.t. til ca. 160 f.v.t., efterbibelsk hebraisk fra ca. 100-tallet f.v.t. samt nyhebraisk, der på zionistisk initiativ fra slutningen af 1800-tallet blev genoplivet som jødisk nationalt tale- og skriftsprog i Palæstina, i dag Israel. Nyhebraisk eller ivrit tales som dagligsprog af ca. 5,2 millioner mennesker (2004).

Bibelsk hebraisk. Sproget i Det Gamle Testamente, der er blevet redigeret under og efter jødernes eksil i Babylon i perioden 500-100 f.v.t., kaldes bibelsk hebraisk. Ældst er Deboras sejrssang, Dommerbogen 5, fra før 1000 f.v.t., yngst Daniels Bog fra ca. 160 f.v.t. Der findes tillige indskrifter på bibelsk hebraisk, bl.a. Meshastenen fra Moab fra 800-tallet f.v.t., Gezerkalenderen fra 900-tallet f.v.t., ostraka fra handelen med Samaria fra 700-tallet f.v.t., Shiloahindskriften ved en kanal i Jerusalem fra 700-tallet f.v.t. og Lakishbrevene fra en fæstning ca. 40 km sydvest for Jerusalem, belejret af Nebukadnesar 2. 586 f.v.t.

Efterbibelsk hebraisk. Denne form for hebraisk, der bl.a. kendes fra dele af Dødehavsrullerne fra ca. 150 f.v.t. til ca. 70 e.v.t., benævnes også mishnahhebraisk og kendes fra den jødiske sædvaneret mishnah (den centrale del af Talmud) fra ca. 200 e.v.t. og fra den rabbinske litteratur i øvrigt. Efterbibelsk hebraisk er stærkt påvirket af aramæisk mht. ordforråd og syntaks. Omkring Kristi fødsel var efterbibelsk hebraisk som talt sprog stort set erstattet af aramæisk og græsk, men som poetisk og lærd sprog levede det videre i middelalderen, bl.a. i de arabiske lande og i det muslimske Spanien ca. 900-1495; hebraisk oplevede i slutningen af 1700-tallet en europæisk renæssance, da den jødiske oplysningsbevægelse i Europa, haskalah, begyndte at bruge bibelsk hebraisk i ikke-religiøse sammenhænge.

Nyhebraisk. Denne form for hebraisk, der fra 1950'erne også benævnes ivrit, blev udformet som litterært medium af den russisk-jødiske forfatter Mendele Mokher Seforim i ca. 1880 ved en kombination af bibelsk hebraisk, efterbibelsk hebraisk, aramæisk og middelalderligt hebraisk. Grundlag for ivrit er især bibelsk hebraisk; dog følger syntaksen efterbibelsk hebraisk, mens ordforrådet er bibelsk hebraisk med et islæt af aramæisk, jiddisch og arabisk. En central skikkelse i genoplivningen af hebraisk som moderne tale- og skriftsprog var Eliezer Ben-Jehudah, som udgav den første hebraiske avis i Palæstina og påbegyndte den store hebraiske ordbog A Complete Dictionary of Ancient and Modern Hebrew i 1908, afsluttet efter hans død i 1959. Talesproget adskiller sig grammatisk og leksikalt fra skriftsproget og præger stadig mere sproget i aviser, fjernsyn og reklame. Der blev i 1890 i Jerusalem dannet et sprogråd, som i 1954 blev til Israels Akademi for det Hebraiske Sprog.

Den hebraiske, oprindelig aramæiske kvadratskrift, kaldet således pga. bogstavernes form, læses fra højre til venstre og afløste i århundrederne f.v.t. en ældre, fra fønikisk nedarvet skriftform. Kvadratskriften angiver kun konsonanterne. Vokalbetegnelser og andre diakritiske tegn, kendt fra slutningen af 500-tallet e.v.t., blev indført af masoreterne, de jødiske skriftkloge. Disse vokaltegn benyttes dog kun i visse teksttyper, fx Det Gamle Testamente og moderne lære- og børnebøger. I håndskrift bruger nyhebraisk en kursiv form af kvadratskriften.

Hebraisk har 23 af de 29 semitiske konsonantlyde, men kun 22 tegn, da to s-lyde er faldet sammen. Klusilerne /b k b/ udtales spirantisk som /v x f/ efter vokal, fx Tel Aviv, skrevet Tel Abib. I nyhebraisk er der ingen længdeforskel ved hverken konsonanter eller vokaler.

Nyhebraisk har tre traditionelle udtaler: den yemenitiske, som står den oprindelige semitiske nærmest, den ashkenaziske eller østjødiske, som er præget af de østeuropæiske jøders oprindelige jiddische modersmål, og den sefardiske med udgangspunkt i de spanske jøders sprog (ladino, judesmo). Den mest udbredte moderne udtale i Israel er hovedsagelig den sefardiske, men med kraftig påvirkning fra den ashkenaziske.

Ordene dannes ligesom i andre semitiske sprog af en rod, der sædvanligvis består af tre konsonanter, hvis grundbetydning modificeres vha. vokaler, præfikser og suffikser.

Substantiver og adjektiver findes foruden i ental og flertal også i dualis. Flertal dannes med -īm i hankøn og -ōt i hunkøn, mens dualis er sjældnere brugt og dannes ved tilføjelse af -ayim, fx yōmayim 'to dage' af yōm 'dag'. Kasusbøjning findes ikke. Hunkøn dannes ved tilføjelse af -ā eller -t. Den bestemte artikel ha- følges af dobbeltkonsonant, fx hashshæmæsh 'solen'. Pronominalsuffikser danner objektspronominer, når de tilføjes verber, og possessivpronominer, når de tilføjes nominer, fx -ō i hhv. q^etāl-ō 'han dræbte ham' og sūs-ō 'hans hest'.

Verberne har for det punktuelle aspekt såkaldt perfekt: kātab 'han skrev, har skrevet, havde skrevet', og jussiv med præfikset wa-: way-yiktob 'han skrev'; og for det lineære aspekt såkaldt imperfekt: yiktob 'han er/var i færd med at skrive'. Det neutrale eller generelle aspekt 'han skriver' dvs. 'er skriver' gengives med perfekt eller jussiv, bl.a. i betingelsessætninger. Foruden aktiv omfatter verbernes diatese passiv, refleksiv, faktitiv, resultativ og kausativ. Dertil kommer formen kōtēb i præsens participium. I nyhebraisk betegner verbalformerne tid og ikke aspekt, jf. kātab 'han skrev', yiktob 'han vil skrive', hū kōtēb 'han skriver'.

Oprettelsen af det teologiske universitetsstudium banede vej for hebraisk i Europa, og med Reformationen fik studiet øget vægt. Hans Tausen, som var Københavns Universitets første lærer i hebraisk, oversatte Det Gamle Testamente. Siden hen er studiet af hebraisk og Det Gamle Testamente udøvet af både filologer og teologer, fx af Frants Buhl med etymologiske studier og fortolkninger af Det Gamle Testamente mv. og af Johannes Pedersen med en endnu anvendt hebraisk grammatik. Det Kongelige Bibliotek i København besidder én af Europas bedste judaistiske samlinger. Fra 1968 undervises der i nyhebraisk ved Københavns Universitet.

• semitiske sprog
• afroasiatiske sprog
• jiddisch
• jødisk litteratur