Ashkenaziske jøder betegner fra 1300-tallet de jøder, der tilhører den tysk-franske jødedom og dens forgreninger i andre lande, til forskel fra de spanske jøder, de sefardiske.
Faktaboks
- Også kendt som
-
på hebraisk, ashkenazim 'tyske jøder'
Tyngdepunktet for ashkenazisk kultur skiftede i 1400-1500-tallet til Bøhmen, Polen og Litauen, hvor jiddisch blev fællessprog. Efter massakrer i Østeuropa i 1600-tallet spredtes de ashkenaziske jøder i Vesteuropa; især i årene op til 1. Verdenskrig førte bl.a. massakrer i Rusland til en stor emigration til Vesteuropa, USA, Australien, Sydafrika og Palæstina. Før 2. Verdenskrig fandtes ashkenaziske jøder stort set overalt, men både holocaust og isolationen af Ruslands jøder gjorde USA til deres center.
De ashkenaziske jøder i Israel repræsenteres af en overrabbiner, som sammen med den sefardiske udgør overrabbinatet. Deres livsmåde, institutioner og ritus er som de sefardiske jøders bundet til Bibel og mishnah. Alligevel er der store forskelle imellem disse to hovedgrupper, både hvad livssyn og praksis angår.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.