syrisk

Syrisk er et østaramæisk sprog, der fra år 6 til 200-tallet e.v.t. er dokumenteret ved indskrifter fra et rige med hovedstaden Edessa i Nordsyrien.

Syrisk blev fra 300-tallet kristent kirkesprog, jf. bibeloversættelsen Peshitta. Den oprindelige aramæiske skrift udvikledes i 400-tallet til to kursivskrifter, brugt for østsyrisk af nestorianerne (se nestorianisme) og for vestsyrisk af jakobitter. Fra 600-tallet blev syrisk som talesprog erstattet af arabisk. Det levede dog som skriftsprog videre indtil 1200-tallet; som liturgisk sprog er det endnu i brug.

Litteratur på syrisk

Det tidligste store værk er bibeloversættelsen Peshitta. Af kristen syrisk litteraturs tre epoker er den første den kreative guldalder fra 300-tallet til 600-tallet med Afrahat (d. efter 345) og Afrem Syrer, én af oldkirkens største digtere. Ved siden af en række digtsamlinger skrev Afrem bibelkommentarer; især kommentaren til 1. og 2. Mosebog viser fortrolighed med jødisk bibeludlægning. Afrems skrifter imod Markion, Bardesanes og Mani er vigtige kilder til disses lære.

I 400- og 500-tallet foregik en omfattende græcisering af syrisk litteratur; digtningen beholdt en del af sin originalitet, især hos Jakob af Sarug (ca. 450-521) og Narsai (d. efter 500), som begge har efterladt sig mange prædikener på vers, såkaldte memre.

Litteraturen er hovedsagelig kristen; ved siden af fagteologiske skrifter findes skrifter om det åndelige liv. Den bedst kendte forfatter er Isak af Ninive (ca. 650-700). Det nærmeste, man kommer en egentlig folkelig litteratur, er de såkaldte stridsdigte (vekselsange) mellem to personer eller personifikationer.

Den anden epoke er konsoliderende og præget af samlearbejde indtil ca. 1300. Her fik syrisk i stigende grad rollen som formidler til arabisk; således fremkom syriske oversættelser af græske videnskabelige værker, heriblandt de filosofiske, som grundlag for videreoversættelse til arabisk, ikke mindst i 800-tallet ved den østsyriske Hunayn Ibn Ishaq (808-873).

I 1100-1200-tallet voksede en encyklopædisk litteratur frem, også kaldet den syriske renæssance, kulminerende i 1200-tallet med Barhebræus' omfattende forfatterskab.

I den tredje epoke fremstod den moderne litteratur på syrisk med en blomstring i 1600-tallet af poesien i Alqosh-skolen. Fra 1800-tallets midte betød oprettelsen af et trykkeri i Urmia (det nuværende Orumiyeh i Iran) en fremdrift for den skrevne litteratur.

I øvrigt trykkes klassisk og moderne litteratur på syrisk i Kerala i Sydindien, hvor syrisk kristendom har været siden oldtiden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig