Denne artikel omhandler tekster på den aramæiske dialekt syrisk. Arabisksproget litteratur i den moderne stat Syrien behandles i artiklen om Syriens litteratur.

Den syriske dialekt stammer fra området Osroene omkring byen Edessa (det nuværende Şanlıurfa i Tyrkiet). De tidligste skriftlige belæg er oldsyriske indskrifter fra de første århundreder e.Kr. Fra ca. 200 e.Kr. blev syrisk anvendt som litteratursprog i de syriske kirker. Fra denne tid stammer også Bardesanes' tekster om bl.a. videnskab og filosofi og med en samling af salmer.

Syrisk litteratur kan herefter opdeles i tre epoker: den kreative guldalder, 300-700; den anden epoke med syrisk som vigtigt formidlersprog og senere den syriske renæssance, 800-1400; og efter en nedgangsperiode en blomstring i nyere tid fra ca. 1600.

Den kreative guldalder, 300-700

Det tidligste store værk på syrisk er bibeloversættelsen Peshitta. Af kristen syrisk litteraturs tre epoker er den første den kreative guldalder fra 300-tallet til 600-tallet med Afrahat (død efter 345) og Afrem Syrer, én af oldkirkens største digtere. Ved siden af en række digtsamlinger skrev Afrem bibelkommentarer; især kommentaren til 1. og 2. Mosebog viser fortrolighed med jødisk bibeludlægning. Afrems skrifter imod Markion, Bardesanes og Mani er vigtige kilder til disses lære.

I 400- og 500-tallet foregik en omfattende græcisering af syrisk litteratur; digtningen beholdt en del af sin originalitet, især hos Jakob af Sarug (ca. 450-521) og Narsai (død efter 500), som begge har efterladt sig mange prædikener på vers, såkaldte memre.

Litteraturen er hovedsagelig kristen; ved siden af fagteologiske skrifter findes skrifter om det åndelige liv. Den bedst kendte forfatter er Isak af Ninive (ca. 650-700). Det nærmeste, man kommer en egentlig folkelig litteratur, er de såkaldte stridsdigte (vekselsange) mellem to personer eller personifikationer.

Formidlersprog og den syriske renæssance, 700-1400

Den anden epoke er konsoliderende og præget af samlearbejde indtil ca. 1300. Her fik syrisk i stigende grad rollen som formidler til arabisk; således fremkom syriske oversættelser af græske videnskabelige værker, heriblandt de filosofiske, som grundlag for videreoversættelse til arabisk, ikke mindst i 800-tallet ved den østsyriske Hunayn Ibn Ishaq (808-873).

I 1100-1200-tallet voksede en encyklopædisk litteratur frem, også kaldet den syriske renæssance, kulminerende i 1200-tallet med Barhebræus' omfattende forfatterskab.

Efter den mongolske invasion af Aleppo og Damaskus i 1400-1401 blev områdets kristne forfulgt, og den syriske litteratur oplevede en nedgangsperiode.

Nyere tid, 1600-

I den tredje epoke fremstod den moderne litteratur på syrisk med en blomstring i 1600-tallet af poesien i Alqosh-skolen. Fra 1800-tallets midte betød oprettelsen af et trykkeri i Urmia (det nuværende Orumiyeh i Iran) en fremdrift for den skrevne litteratur.

I øvrigt trykkes klassisk og moderne litteratur på syrisk i Kerala i Sydindien, hvor syrisk kristendom har været siden oldtiden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig