Den moderne syriske litteratur kan spores tilbage til Fransis Marràsh (1836-73), der i en poetisk prosa skildrede sin vision af et nyt arabisk samfund. Men den følgende epoke af kulturel opvågnen (al-Nahda) i Syrien mødte stærk modstand fra den osmanniske stat, og mange intellektuelle måtte emigrere.

I tiden mellem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig forstærkedes en søgen efter national identitet, som fik udtryk i Maruf Arnauts (1892-1948) historiske romaner.

Efter selvstændigheden i 1946 kom en ny generation af patriotiske forfattere til orde. Said Huraniya (1929-1994) var pioner for en realistisk novellekunst og var medstifter af Det syriske forfatterforbund.

Novellen blev fra midten af århundredet den foretrukne genre, dyrket af bl.a. Abd al-Salam Udjayli (ca. 1918-2006), kendt for sin udsøgte stil og psykologiske indsigt, og autodidakten Zakariya Tâmir (f. 1931), der fornyede novellen med inspiration i folkelig fortælling, tilsat symbolistiske og absurde træk. Det moderne menneskes ensomhed og søgen efter frihed er grundmotiver i hans noveller.

Blandt romanforfatterne er de kendte navne Hanna Mina (1924-2018), som kæmpede mod social uretfærdighed, og Halîm Barakât (f. 1936), som i sine romaner understreger behovet for radikale ændringer i det arabiske samfund.

Det syriske drama fik med Said Allah Wannûs (1941-1997) en original forfatter og kritiker, der har vovet at behandle følsomme emner som de dybere årsager til nederlaget i Seksdageskrigen med Israel i 1967.

Syrisk poesi har med Adonis nået international anerkendelse. Blandt hans efterfølgere er Muhammad Maghüt (f. 1934) den mest selvstændige; hans prosadigte karakteriseres ved vild fantasi og stærk livsfølelse. I tv- og filmmanuskripter har han fremført politisk og social satire.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig