Syrien - litteratur

Den moderne syriske litteratur kan spores tilbage til Fransis Marràsh (1836-73), der i en poetisk prosa skildrede sin vision af et nyt arabisk samfund. Men den følgende epoke af kulturel opvågnen (al-Nahda) i Syrien mødte stærk modstand fra den osmanniske stat, og mange intellektuelle måtte emigrere.

I tiden mellem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig forstærkedes en søgen efter national identitet, som fik udtryk i Maruf Arnauts (1892-1948) historiske romaner.

Efter selvstændigheden i 1946 kom en ny generation af patriotiske forfattere til orde. Said Huraniya (1929-1994) var pioner for en realistisk novellekunst og var medstifter af Det syriske forfatterforbund.

Novellen blev fra midten af århundredet den foretrukne genre, dyrket af bl.a. Abd al-Salam Udjayli (ca. 1918-2006), kendt for sin udsøgte stil og psykologiske indsigt, og autodidakten Zakariya Tâmir (f. 1931), der fornyede novellen med inspiration i folkelig fortælling, tilsat symbolistiske og absurde træk. Det moderne menneskes ensomhed og søgen efter frihed er grundmotiver i hans noveller.

Blandt romanforfatterne er de kendte navne Hanna Mina (1924-2018), som kæmpede mod social uretfærdighed, og Halîm Barakât (f. 1936), som i sine romaner understreger behovet for radikale ændringer i det arabiske samfund.

Det syriske drama fik med Said Allah Wannûs (1941-1997) en original forfatter og kritiker, der har vovet at behandle følsomme emner som de dybere årsager til nederlaget i Seksdageskrigen med Israel i 1967.

Syrisk poesi har med Adonis nået international anerkendelse. Blandt hans efterfølgere er Muhammad Maghüt (f. 1934) den mest selvstændige; hans prosadigte karakteriseres ved vild fantasi og stærk livsfølelse. I tv- og filmmanuskripter har han fremført politisk og social satire.