mosaik (billede)

Mosaik, billede e.l. sammensat af farvede småsten eller glasstykker, der fastgøres til underlaget med et bindemiddel som fx kalkmørtel.

Angiveligt stammer mosaikkunsten fra Orienten, men de tidligst kendte gulvmosaikker er fra Gordion i Lilleasien, udført i 700-t. f.Kr. i farvede natursten. Til de tidligste gulvmosaikker i Grækenland blev der hovedsagelig anvendt sorte og hvide natursten, men også farvede. Motiverne var både geometriske og figurative, som de fx ses i Olynthos og Pella i Grækenland. Anvendelse af tilvirkede kubiske sten, tessera, i marmor, glas eller brændt ler opstod muligvis i 200-t. f.Kr. Fra denne tid anvendtes en centralt anbragt figurkomposition, der ofte var udført separat, og som undertiden imiterede maleri. Blandt større gulvmosaikker er Alexandermosaikken (100-t. f.Kr., Museo Nazionale, Napoli). I romersk kejsertid udførtes mosaikdekoration også på vægge og i lofter.

Mens der i Italien kan konstateres en forkærlighed for sort-hvide mosaikker i de to første århundreder e.Kr., skabtes der i det øvrige Middelhavsområde, fx de romerske provinser i Nordafrika og Syrien, fantastiske kompositioner som jagtscener, havscenerier og mytologiske motiver udført i talrige farver og materialer.

I senantikken ses en ny kunstnerisk udvikling i den tidlige kristne kunst med udgangspunkt i Rom og Ravenna, senere Byzans og Venedig. I basilikaerne danner store figurative mosaikker sammenhængende dekorationer på skibets vægge, på triumfbuen og i apsis, således i Santa Maria Maggiore i Rom (432-540) og Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna (520-550).

I centralkirker smykker de kuppel og hvælvinger som i San Vitale i Ravenna (547), Hagios Georgios i Saloniki (400-t.) og Hagia Sofia i Konstantinopel fra samme periode (nu tabt).

Guld anvendtes i stigende grad som baggrund, og der udvikledes en fast ikonografi; fremstillingernes motiver fjernede sig fra det naturalistiske og gik mod større forenkling og frontalitet.

I den byzantinske kunst standardiseredes disse træk yderligere, som det ses i mosaikker i hele Det Byzantinske Rige frem til 1400-t. Mosaikkunstnerne var ofte græske og rejste vidt omkring, i 800-t. bl.a. til Rom.

Nogle af de bedst bevarede mosaikker ses på Sicilien i domkirkerne i Cefalù og Monreale og i Cappella Palatina i Palermo, udført i anden halvdel af 1100-t. af tilrejsende grækere. Fra senantikken udbredtes mosaikken også til jødisk og islamisk kunst, og i 1100-t. ses rent ornamentale mosaikker i moskéer og synagoger i hele Middelhavsområdet.

I renæssancen udkonkurreredes mosaikkerne i nogen grad af freskomaleriet, og fra interiøret bredte de sig til facaderne, således på domkirken i Orvieto (1400-t.) og Markuskirken i Venedig (1400-t., den rige interiørudsmykning er fra 1000-1200-t.). I denne periode var de vigtigste centre Venedig, Ravenna og Vatikanets mosaikskole, som bl.a. udsmykkede kuplen i Santa Maria del Popolo i Rom efter Rafaels kartoner 1516.

I Nordeuropa fik mosaikkunsten først større udbredelse i slutningen af 1800-t., da en række jugend- og art nouveau-kunstnere anvendte den som facadebeklædning, fx Otto Wagner i Wien, Hector Guimard i Paris og Antoni Gaudí i Barcelona. Teknikken har også appelleret til billedkunstnere i 1900-t., bl.a. Matisse, Fernand Léger og Diego Rivera. Et hovedværk i dansk kunst er Vilhelm Lundstrøms fem store mosaikker med badende mænd og kvinder i Frederiksberg Svømmehal (1935-38). Også Joakim Skovgaard, Ejnar Nielsen, Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen har arbejdet med mosaik i flere store udsmykningsopgaver.

En særlig udvikling af mosaikker i miniatureformat ses inden for smykkekunsten, hvor små sten eller glasstykker indfældes i guld. Denne teknik kendes fra smykker og kunsthåndværk i Peru fra 200-t. f.Kr. Den kom på mode i Europa under klassicismen i 1800-t., og siden da har man fremstillet smykker med bl.a. landskaber og blomstermotiver, især i Italien.

Glasmosaik kan betegne mosaik af glasstykker, men anvendes ofte om transparente billeder, fx vinduer, der er sammensat af farvet glas, se glasmaleri. Mosaik er i teknik og virkemidler nært beslægtet med cosmatarbejde, se Cosmaterne.