Elefantine, (gr., oversat fra oldegypt. Abu 'elefantland'), ø i Nilen over for Aswan i det sydlige Egypten. Elefantine ligger som første katarakts nordlige afgrænsning og var i oldtiden Egyptens naturlige grænse og hovedstad for den første øvreegyptiske provins (nome). Herfra førtes kontrol med handel med varer sydfra, fx elfenben, heraf navnet, og med minedrift og stenbrudsvirksomhed i området (ametyst, kvartsit og især granit). Den sydlige del af øen var beboet ca. 3000 f.Kr.-ca. 800 e.Kr. Oprindelig lå her en næsten kvadratisk fæstning, senere en større by med bymur. Desuden fandtes bl.a. en nekropol, idet dog provinsfyrster og ekspeditionsledere blev begravet i klippegrave på Nilens vestbred; endvidere templer for de lokale guder Satis og Khnum, samt fra Sentiden og den græsk-romerske periode to nilometre til måling af Nilens vandstand. I Elefantine er der fundet et betragteligt antal aramæiske papyrus fra 400-t., såvel privatbreve som administrative dokumenter og litterære tekster (bl.a. om den vise mand Akikar), som fortæller om en jødisk handels- og militærkoloni med eget tempel viet til guden Jahu (Jahve). I dag er den sydlige del af Elefantine et arkæologisk område; nord for ligger to nubiske landsbyer.