Faktaboks

Lynge Kirke
Sogn
Lynge Sogn
Provsti
Hillerød Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Allerød Kommune
Lynge Kirke

Kirken er stærkt præget af senere ombygninger og istandsættelser, hvilket betyder, at der næppe kan findes en eneste urørt sten i det ydre murværk.

Lynge Kirke
Af .

Lynge Kirke er en sognekirke, der ligger nord for centrum i Lynge.

Kirkegård

Kirkegården, som er udvidet mod nord, er omgivet af kampestensmure, som på nogle strækninger næsten er helt jorddækkede. Kirkegårdens hovedindgang er en port med låge mod sydvest. Der er også en port mod nord og en låge til præstegården mod sydøst. Sydvest for kirken står et ligkapel fra 1914, og i den nordlige del af kirkegården ligger et materielhus. Tidligere befandt sig også et kalkhus og et ældre materielhus på kirkegården.

Kirkebygning

Lynge Kirke

Lynge Kirke set fra nordøst.

Lynge Kirke
Af .

Kirken består af et skib fra 1100-tallet, som er opført i rå og kløvede kampesten, en vestforlængelse fra 1200-tallet, et kor med sakristi mod nord fra omkring 1400-1450, et våbenhus mod syd fra 1500-tallet og et tårn mod vest, som i 1723 afløste et tårn af bindingsværk.

Kirken er stærkt præget af senere ombygninger og istandsættelser, hvilket betyder, at der næppe kan findes en eneste urørt sten i det ydre murværk. I kirkens ældste del er der dog indvendigt bevaret flere oprindelige detaljer, herunder den oprindelige syddør, som stadig er i brug, og et enkelt vindue øst for denne. Den oprindelige norddør blev tilmuret i 1723.

Omkring 1275-1300 blev skibet forlænget mod vest med en tilbygning af rå og kløvede kampesten, men dog med en gavl af munkesten. Ved forlængelsen blev der indsat nogle for sin tid usædvanligt store vinduer i den ældre del af kirken, som stadig ses som tilmurede nicher mod nord og syd.

I perioden 1375-1450 blev der tilføjet et nyt kor mod øst, som blev opført i munkesten og fik hvælvet loft. Indvendigt har koret tre spidsbuede spareblændinger, dvs. dekorative murnicher, som også sparede på byggematerialet. Udvendigt er koret udsmykket med en gavl med syv kamtakker og syv spidsbuede højblændinger.

Sakristiet nord for koret er også opført i munkesten og er formentlig af senere dato. Ligesom koret har det en gavl med syv kamtakker og spidsbuede blændinger. Cirkelvinduet mod nord blev indsat i 1868, hvor også gavlen blev muret om.

Våbenhuset syd for skibet har indvendige spareblændinger og tynde munkestensmure, hvilket henfører det til perioden 1500-1550. Gavlen er i samme stil som korets og sakristiets gavle.

Tårnet mod vest fra 1723 blev opført som erstatning for et faldefærdigt tårn af bindingsværk. Det er bygget i gule teglsten, og tårnrummet er forbundet med skibet gennem en lav rund bue, som måske stammer fra det gamle tårn. På tårnet mod vest hænger en sandstenstavle med Frederik 4.s og dronning Anna Sophies kronede monogram. Øverst har tårnet et pyramideformet tag.

Kirkens indre præges i dag af de hvidtede vægge og af kalkmalerierne i navnlig koret. Koret består af hvælvede lofter fra opførelsesperioden, mens skibets hvælv fra 1400-tallet blev pillet ned i 1723, hvorfor der i dag er fladt bræddeloft i røde og grå nuancer.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Lynge Kirke

Kalkmalerierne i Lynge Kirke er malet af det såkaldte Isefjordsværksted i perioden 1460-1480, og betegnes som meget bevaringsværdige. Foto: 2006.

Kalkmalerier i Lynge Kirke
Af .
Kalkmalerier i Lynge Kirke

Adams skabelse, Evas skabelse og Formaningen. Foto: 2006.

Kalkmalerier i Lynge Kirke
Af .
Kalkmalerier i Lynge Kirke

Uddrivelsen, Brodermordet og Noah bygger arken. Foto: 2006.

Kalkmalerier i Lynge Kirke
Af .

Kirkens kor er rigt dekoreret med kalkmalerier i fortrinsvis røde nuancer. De er malet af det såkaldte Isefjordsværksted i perioden 1460-1480 og betegnes som meget bevaringsværdige, da de viser en mangfoldighed af motiver fra Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente. Blandt de mange malede skikkelser er både Gud, Kristus, Jomfru Maria, Johannes Døberen, Maria Magdalene samt adskillige andre, herunder helgener og personer fra Det Gamle Testamente. Et tilmuret nordvindue i skibet er desuden udsmykket med geometriske dekorationer.

Inventar og gravminder

Tegning af Lynge Kirke

Tegningens titel: Lynge Kirke, Alsted Herred, 30.5.1872.

Af .

Meget gammelt inventar er bevaret i Lynge kirke, men intet fra middelalderen. Det ældste inventar stammer fra 1600-tallet.

Alterbordet er af nyere dato og opbygget som en glat kasse af træ.

Prædikestolen fra 1604 er beslægtet med prædikestolene i Ølsted Kirke og Tjæreby Kirke. Den er opbygget af fire fag, som er udsmykket med evangelistfigurer. Imellem disse er der mandlige og kvindelige hermefigurer, dvs. figurer, hvis underkrop udgøres af en søjle. Over den hænger en yngre himmel med Christian 4.s kronede monogram.

Kirkens stolestader, dvs. kirkebænkene, er af forskellige aldre, men de ældste er fra omkring 1620-1630. Der findes også en degnestol fra 1600-tallet bevaret. Disse blev nyopstillet med gamle låger ved en restaurering i 1960’erne.

På alterbordet står altertavlen, som er fra omkring 1630. Den er beslægtet med tavlerne i Dråby Kirke og Gerlev Kirke og har centralt et maleri af Anton Dorph fra 1868. Maleriet forestiller Kristus i samtale med en farisæer om, hvorvidt en gudfrygtig jøde skal betale skat til den romerske kejser – en historie fra Det Nye Testamente, der kaldes ”skattens mønt”. Øverst ses Christian 4.s kronede monogram.

Kirkens døbefont fra 1863 er lavet af kunstsandsten. Den er udført i nyromansk stil efter tegning af Ferdinand Meldahl og svarer til døbefonten i Nørre Herlev Kirke. Kirkens første døbefont fra romansk tid findes i dag i Høsterkøb Kirke.

I kirkens gulve ses fire historiske gravsten. To af dem er fra 1300-tallet og to af dem fra 1600-tallet. På kirkegården findes et monument fra 1824.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig