Sasaniderne havde haft deres administrative hovedstad, Ktesifon omtrent i Mesopotamien (Baghdad). Når abbasiderne flyttede det muslimske riges hovedstad hertil, viste de, at de betragtede sig som Sasaniderigets arvtagere.
De iranske lande tiltrak sig følgelig større opmærksomhed. En række eksisterende bosættelser, fx Qazvin, Isfahan, Merv og Shiraz, blev udbygget og befæstet som administrative og militære støttepunkter for imperiet. Disse byer synes at have tiltrukket persiske konvertitter til islam, således at en markant urbanisering kom til at præge tiden under abbasidisk herredømme.
Ambitionen om en mere centraliseret kontrol var dog vanskelig at realisere. Afstandene var store, og i en tid uden mekaniseret transport og kommunikation satte ørkener og bjerge grænser for graden af centralisering. Dertil kom, at nedkæmpelse af en række opstande, fremfor alt Khorramiyeh-opstanden i Azarbaidjan (816-837) og Zanj-opstanden i Khuzistan og det sydlige Irak (868-883), kostede det abbasidiske kalifat mange resurser.
Som tidligere persiske storriger havde Abbasidekalifatet sit økonomiske grundlag i Irak. Allerede i sasanidisk tid var Irak dog blevet ramt af befolknings- og produktionstilbagegang pga. gentagne pestepidemier (541-750) og de økologiske skader, som storstilet kunstvanding uundgåeligt medførte. Indtil begyndelsen af 800-tallet formåede abbasiderne at opretholde reel kontrol med det meste af Iran, men svindende resurser og deraf følgende politisk ustabilitet i rigets centrum løsnede grebet.
Guvernører og krigsherrer, som ganske vist formelt anerkendte abbasidisk overhøjhed, tog magten over større områder som autonome herskere. Det skete først i Khorasan og østpå, hvor en iransk general, Abdullah ibn Tahir, og hans efterfølgere, tahiriderne, herskede 821-873 med Nishapur som hovedstad. Mellem 867 og 901 erobrede saffariderne fra Sistan det meste af Iran, men blev selv besejret af samaniderne (hersker over Khorasan ca. 900-999), en fyrstefamilie fra Bukhara i Transoxanien. Samaniderne betragtes som igangsættere af den "persiske renæssance", hvor administrationssproget gik fra kalifatets arabisk til persisk, og digtere som Daqiqi og Rudaki samt historikeren Bal'ami i deres værker fastholdt og udbyggede det persiske sprogs indflydelse og overlevelse for eftertiden.
En af samanidernes tyrkiske generaler etablerede omkring 975 et selvstændigt herredømme i byen Ghazna i Afghanistan; heraf dynastiets navn ghaznaviderne. Denne generals søn, Mahmud af Ghazna (998-1030), erobrede en stor del af Østiran og førte en række storstilede plyndringstogter ind i Nordindien. I den muslimske historieskrivning huskes han derfor som den store troskæmper. I samtidens Iran var han forhadt pga. det skattetryk, som hans militære eventyr medførte.
På det vestlige iranske plateau opretholdt Abbasidekalifatet en vis kontrol indtil første halvdel af 900-tallet, da magtkampene mellem forskellige generaler samt stadigt svindende resursegrundlag førte til politisk opløsning i det abbasidiske kerneland, Irak. I 945 formåede buyiderne, en familieføderation af lejetropførere fra Daylambjergene syd for Det Kaspiske Hav, at gøre sig til herrer over både Irak og det vestlige Iran.
I begyndelsen af 1000-tallet var Iran således delt mellem to større og indbyrdes stridende statsdannelser, buyiderne i vest og ghaznaviderne i øst. I midten af 1000-tallet blev de begge knust i forbindelse med krigeriske indfald fra øst. De tyrkiske nomader seldsjukkerne var på flugt fra karakhaniderne, et tyrkisk dynasti i Transoxanien der var fulgt efter samaniderne, og de trængte ind på ghaznavidisk territorium, hvor de heldigt formåede at besejre den professionelle ghaznavidiske felthær. De upopulære ghaznavider fortrak derefter til deres besiddelser i Indien, mens seldsjuklederne Toghril Bey og Alp Arslan på den abbasidiske kalifs opfordring fortsatte vestpå og fordrev buyiderne i 1055. Seldsjukkerne forenede således igen Irak med de iranske lande; nomadekrigere blev sendt vestpå, hvor Alp Arslans sejr over byzantinerne ved Manzikert i 1071 havde åbnet Anatolien for indvandring, og under Malik Shah (1072-1092) og hans berømte vesir, Nizam al-Mulk, etableredes en ret effektiv kontrol og administration.
Sideløbende med de skitserede politiske omskiftelser foregik der en gradvis konvertering af hele befolkningen til islam. Omkring år 1000 synes processen tilendebragt. Samtidig begyndte sekteriske stridigheder i de fleste iranske oaser, dels mellem sunnier og shiitter, dels mellem tilhængerne af de forskellige sunnitiske lovskoler. Stridighederne antages at afspejle sociale modsætninger mellem tidlige og senere konvertitter. I flere større byer som Nishapur, Rayy og Isfahan antog stridighederne til tider karakter af direkte borgerkrig med omfattende ødelæggelser til følge.
I 900- og 1000-tallet fandt en shiitisk sekt, ismailitterne, mange tilhængere i Iran. Den sociale baggrund herfor kendes ikke. Trods energisk forfølgelse fra seldsjukkernes side formåede ismailitterne at etablere en række selvstændige småstater i uvejsomme ørken- og bjergegne, hvorfra de førte en løbende mindre krig mod det omliggende samfund (se også assassiner). Sammen med tronfølgekrigene efter Malik Shahs død bidrog dette til svækkelsen af det seldsjukiske herredømme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.