Faktaboks

Abbas 1. den Store
Født
27. januar 1571
Død
19. januar 1629

Abbas 1. den Store, persernes shah; kobberstik af Dominicus Custos i Atrium heroicum Cæsarium, Regum, etc., 1600. Værket er tilegnet Østrigs statholder, den senere tysk-romerske kejser Matthias. Det indeholder 72 portrætter dels af datidens europæiske herskere, dels af flere orientalske fyrster fra Lilleasien og Persien. Netop omkring 1600 havde habsburgeren Matthias overkommandoen i kampen mod Osmannerrigets sultan, og den persiske shah var derfor en eftertragtet allieret for habsburgerne. Abbas havde imidlertid i 1589-90 sluttet fred med osmannerne for at kunne koncentrere sig om usbekerne i øst, men blev i 1602 stærk nok til at indlede et angreb på osmannerne, som måtte opgive store landområder til ham.

.

Abbas 1. den Store, 27.1.1571-19.1.1629, shah over det safavidiske Iran fra 1588. Under hans styre nåede det safavidiske dynasti sit politiske og kulturelle højdepunkt, og en række imponerende bygningsværker blev opført i Isfahan, der fra 1597-98 blev safavidernes nye hovedstad.

Under Abbas den Store blev den osmanniske trussel mod den vestlige del af Iran afværget, og både Baghdad og Diyarbakır blev underlagt safaviderne i 1623-24. Også mod øst, hvor usbekiske herskere forsøgte at få kontrollen over Herat og Mashhad, blev rigets grænser sikret. Militært funderede Abbas den Store sit styre på hvervede georgiske og tjerkessiske styrker, der konverterede til islam og siden udgjorde hans personlige livgarde. I Den Persiske Golf sikredes Bahrain og ligeledes Hormuz, som en tid forud havde været under portugisisk kontrol, men i 1620-21 med engelsk accept blev forbeholdt safaviderne.

Abbas den Store forsøgte at indgå politiske alliancer med flere europæiske fyrster og sendte i 1598-99 en delegation til forskellige europæiske hovedstæder (Prag, Venedig, Rom, Valladolid og Lissabon) for at opnå politisk og militær støtte til sit opgør med osmannerne, men den diplomatiske offensiv gav ingen afgørende resultater. Dog blev der i begyndelsen af 1600-t. etableret faste diplomatiske forbindelser mellem det safavidiske Iran og den engelske konge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig