Tabriz. Udsmykning i Den Blå Moské.

.

Tabriz, Täbriz, hovedstad i provinsen Azarbaidjan i det nordvestlige Iran; 1,5 mio. indb. (2011). Byen ligger i 1360 m højde i et bjergrigt område med hyppige jordskælv; klimaet er kontinentalt, dvs. tørt med hede somre og iskolde vintre. Tabriz har været kendt i århundreder for sin placering på vigtige øst-vest-gående handelsveje. I 1900-t. voksede byen stærkt og har en central placering i den tyrkisk-iranske samhandel. Byen er fortsat et vækstcenter i det nordvestlige Iran.

Flere svære jordskælv har ødelagt de fleste historiske bygninger. Bevaret er bl.a. citadellet med sine vældige murmasser, der stammer fra en moské, opført 1312-22. Den Blå Moské fra 1465 har en kuppeloverdækket gård, hvad der er usædvanligt i Iran; bygningens enestående rige udsmykning af farvede, mest blå, fajancefliser er et højdepunkt i den islamiske kunst. Byen har gennem århundreder været et center for tæppeknytning; se täbriztæpper.

Byen blev nygrundlagt 791, efter at en sasanidisk by på stedet var blevet ødelagt af et jordskælv. Fra ca. 1300 til 1548 var den Irans hovedstad. I de følgende århundreder hørte den skiftevis under Iran og Osmannerriget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig