Det underjordiske kunstvandingssystem har været brugt i århundreder i ørkenlignende dele af det historiske Persien og nutidens Iran.
Qanater er særligt udgravede underjordiske tunneler med svag hældningsprocent – såkaldte khoshe-kaner, også kaldet khoshke-kar, beliggende typisk 18-20 meter nede – som bringer vand fra fjerne kildespring i omkransende bjergkæder.
Disse kilder ledes frem til lokale byer, haveanlæg og dyrkningsområder, hvor vandet typisk opbevares i overdækkede vandreservoirer (ab-anbar), hvorfra det så fordeles videre. Det ledes videre til udvalgte og nøje opdelte bygnings-, have- og dyrkningsanlæg, samt til det enkelte bycentrums offentlige og private badehuse (hamam).
I den iranske ørkenby Yazd, med lidt over 500.000 indbyggere, er der eksempelvis placeret 75 antikke vandreservoirer. Det cirka 100 kilometer lange qanatsystem er tilkoblet over 2.100 brønde undervejs på sit løb, hvor brugerne i nogle tilfælde skal 72-74 stentrin ned for at få adgang til vandet.
Qanatteknologien er yderst sofistikeret, og hældningen på de underjordiske vandløb bevirker, at tyngdekraften transporterer vandet af sig selv og dermed gør det muligt at dyrke afgrøder i områder, der ellers ville have været ubeboelige på grund af vandmangel. Samtidig er hældningen i de underjordiske kanaler så svag, at vandet løber i et så tilpas lavt tempo, at det ikke eroderer kanalen så meget.
Da qanatsystemerne er overdækkede, minimerer det desuden betydelige vandtab gennem fordampning i en region med op til 50 graders varme i sommermånederne, og det gør dem til en både effektiv og bæredygtig form for kunstvanding.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.