Ghaznavidedynastiet

Ghaznavidedynastiet var et tyrkisk dynasti fra 977 til 1187. Dynastiet som blev grundlagt af Sebüktigin (død 997), som var en slaveofficer i det centralasiatiske Samanideriges tjeneste i Ghazni (dengang kaldet Ghazna) i det østlige Afghanistan. Herfra oprettedes et storrige, der strakte sig ind i det østlige Iran helt til Teheran og Isfahan, mod nord ind i Centralasien og mod øst ind i det nordvestlige Indien.

Storhedstiden blev perioden under Sebüktigins søn, Mahmud af Ghazna, som regerede fra 998 til 1030. Han foretog næsten årligt togter ind i det nordlige Indien, hvor rige tempelbyer blev plyndret, og hele det politiske system destabiliseret. For indiske hinduer blev han siden symbol på destruktion og religiøs fanatisme.

Under sultan Mahmud blev Ghazna et kulturelt centrum, hvor persisk litteratur og historieskrivning blomstrede. Beyhaqi skrev her et af de første persisksprogede historieværker, kaldet Târikh-e Beyhaqi (Beyhaqis historie) eller Târikh-e Mas'udi (Mas'uds historie) opkaldt efter sultan Mahmuds søn og tronfølger Mas'ud (1030-1041), og det iranske nationaleposShâhnâme siges at skulle have været tilegnet Mahmud.

Riget blev efterhånden opslugt af bl.a. seldsjukkerne og sultanatet i Ghuri (Ghor) i løbet af 1100-tallet. Under Mahmud var hoffet et vidtberømt kulturcentrum.