umayyader

Umayyader var et dynasti, der 661-749/750 ledede kalifatet med centrum i Damaskus. Umayyaderne kom til magten i 661, da Muawiya ibn Abi Sufyan blev hyldet som kalif.

Faktaboks

Etymologi

Navnet kommer fra stammen Banū Umayya 'Umayya-sønnerne' inden for qurayshitternes sammenslutning.

Muawiya blev i 680 efterfulgt af sønnen Yazid 1., men efter indre uoverensstemmelser overgik kalifværdigheden i 684 til Marwan 1., der repræsenterede en anden del af slægten. De væsentligste senere umayyadekaliffer var Abd al-Malik og Hisham, der herskede hhv. 685-705 og 724-743.

Umayyaderne opbyggede hurtigt en kalifal flåde, der fik betydning i den fortsatte kamp mod Det Byzantinske Rige. De opførte mange nye byer og moskéer, og store landbrugskomplekser blev anlagt i det syriske område. Desuden blev arabisk kalifatets administrative sprog.

Shiamuslimske grupperinger udfordrede til stadighed umayyadernes legitimitet. Det samme gjorde abbasiderne, idet de anklagede umayyaderne for ikke at efterleve islams regler; de indledte et oprør i 747, og i 750 dræbte de i Egypten den sidste umayyadekalif, Marwan 2. Et medlem af slægten, Abd al-Rahman 1., undslap til Spanien, hvor han i 756 grundlagde et nyt umayyadisk dynasti i Córdoba, det spanske kalifat.

Kunst

Normgivende for moskébyggeriet blev søjlehallen, således som den er bevaret i moskéen i Medina og al-Aqsa-moskéen på Tempelpladsen i Jerusalem (fra 715). På pladsen opførtes også den såkaldte Klippemoské (690-692), hvis pragtfulde indre mosaikdekoration muligvis er udført af byzantinske håndværkere, men hvis indhold formidler et islamisk budskab. Det samme gælder mosaikdekorationen på det til moské ombyggede romerske tempel i Damaskus (709-715). Fra en række paladser som Kusayr Amra (712-715), Khirbat al-Mafjar (724-743) og Mshatta (743-744) i den jordanske ørken er bevaret såvel mosaikker som vægmaleri og skulpturel udsmykning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig