I 1978 udløste sammenstød mellem politi og studenter i Qom en stadig voksende bølge af protester og demonstrationer i alle større byer. Under pres fra USA, der gerne så menneskerettighederne forbedret i Iran, vaklede shahen mellem undertrykkelse og kompromis, men da arbejderne i olieindustrien og offentligt ansatte også gik i strejke, viste det sig, at hans regime ingen social basis havde. Selv i hæren var der tegn på illoyalitet. I 1979 flygtede shahen, og Khomeini vendte hjem som Irans leder.
Årene umiddelbart efter revolutionen var præget både af den indædte indbyrdes magtkamp mellem de grupper, der havde stået i opposition til shahen, og af den resursekrævende Iransk-irakiske Krig 1980-88. Khomeini søgte at holde sig hævet over de interne stridigheder, men hans sympatier lå hos de yngre radikale religiøse lærde, der ønskede at bringe stat og samfund i overensstemmelse med muslimsk lov. Deres modstandere var de vestorienterede teknokrater og intellektuelle, der havde liberale synspunkter, og de leninistiske guerillaorganisationer som fx Mujahedin-i khalq, der rekrutterede deres medlemmer blandt studenter og unge fra middelklassen. De radikale ulama, der især nød støtte fra byernes fattige og basarkøbmændene, udmanøvrerede først deres ældre, mere konservative kolleger, hvorefter de fik kontrol med Revolutionsgarden, der var oprettet som modvægt til den regulære hær.
I december 1979 vedtog Iran ved en folkeafstemning en ny forfatning, hvori velayat-i faqih-doktrinen er nedfældet, hvorefter landets øverste autoritet er den mest anerkendte af de retslærde. Efter forfatningsændringen begyndte ulama at eliminere deres øvrige modstandere. Den dramatiske besættelse af USA's ambassade i Teheran (nov. 1979-jan. 1981) havde således ikke blot til formål at ydmyge de forhadte amerikanere, men også at bringe de liberale politikere i miskredit. Krigen mod Irak blev udnyttet til udrensning af officerskorpset samt til at forbyde en række politiske organisationer, som beskyldtes for illoyalitet. I 1980 blev universiteterne lukket i to år for bl.a. at svække guerillaorganisationerne. Disse svarede igen med en række bombesprængninger og andre terroraktioner, men i løbet af 1981 blev modstanden nedkæmpet af Revolutionsgarden.
Siden 1982 har de religiøse lærde eller deres repræsentanter – heriblandt siden år 2000 tidligere officerer i Revolutionsgarden – siddet uantastet på magten. Oppositionsvirksomhed er kun tolereret i ringe grad, og politiske diskussioner foregår hovedsagelig indbyrdes blandt ulama. De såkaldte pragmatikere er uenige med de radikale om forholdet til udlandet og om jordreformer, graden af statslig styring af økonomien mv. I sammenligning med de politiske triumfer er resultatet af det religiøse styres økonomiske og sociale politik pauvert. Indtil 1988 slugte krigen mod Irak enorme resurser, men også uenighed om, hvordan langsigtede økonomiske reformer, herunder en jordreform, kan bringes i overensstemmelse med muslimsk lov, har ført til, at den praktiserede politik har krævet resurser og været præget af kortsigtede løsninger og stærk statslig styring. Iran er forblevet meget afhængig af olieeksporten og er derfor sårbar over for de svingende priser på verdensmarkedet. Revolutionen, der oprindelig var båret af et stærkt socialt engagement, har pga. den fejlslagne økonomiske politik ikke medført nævneværdigt forbedrede levevilkår.
Iran blev efter revolutionen isoleret både regionalt og internationalt af frygt for at de nye magthavere aktivt ville arbejde for at eksportere den islamiske revolution. Mistilliden til det nye regime blev øget, da en gruppe studerende i november 1979 besatte den amerikanske ambassade og tog 53 gidsler (se Iran-gidsel-affæren). De blev først frigivet i januar 1981. I forlængelse af den israelske invasion i Libanon i 1982 var Iran med til at danne Hizbollah, en milits, som i sit virke var inspireret af revolutionen i Iran. Også militante islamistiske grupper i den arabiske verden følte sig inspireret af udviklingen i Iran og etablerede forbindelser til det nye regime. Det gjaldt for islamistiske grupper i Egypten, Algeriet, Bahrain, Irak, Kuwait og Saudi-Arabien. Men kun i Libanon lykkedes det for alvor Iran at sikre sig en vis indflydelse. Da Khomeini i 1989 udstedte en dødsdom over den britiske forfatter Salman Rushdie, som i romanen De sataniske vers angiveligt havde skrevet blasfemisk om islam og profeten, medførte det international fordømmelse og yderligere isolation samt svækkelse af de religiøse lærde og politikere, der ønskede at normalisere forholdet til omverden.
Iran var 1980-88 involveret i en meget blodig krig med Irak, der i september 1980 havde invaderet Iran (se Den Iransk-irakiske Krig). Ingen af parterne var imidlertid i stand til at gennemtvinge en militær afgørelse, og i sommeren 1988 blev der indgået våbenhvile med efterfølgende forhandlinger om en fredsaftale. Den lange krig fik store dele af den iranske befolkning til at støtte de nye ledere, men våbenhvilen i 1988 skulle snart vise, at der var nye og uløste konflikter i det iranske samfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.