Irans militær

Det iranske styres primære magtgrundlag og sikkerhedsorgan har siden revolutionen i 1979 været Revolutionsgarden (på persisk omtalt som Sepāh eller Pāsdārān, på engelsk ofte som Islamic Revolutionary Guards Corps, IRGC). Den antages i 2023 at omfatte 250.000 paramilitært og militært personel.

Garden har skaffet sig betydelig indflydelse. Den er involveret i eller ejer mindst 10 procent og muligvis op til 30 procent af landets økonomi, herunder transport, energiforsyning og våbenproduktion. Samtidig har Revolutionsgarden fået stadig stigende politisk indflydelse. En betydelig andel af Irans topembedsmænd og politikere, herunder præsident Ahmadinejad (2005-13), har en baggrund i Garden. Indflydelsen er til dels vokset på bekostning af Irans højeste præsteskab, der dog fortsat er de primære magthavere og kontrollerer de væbnede styrker.

At være medlem af Garden kan være særdeles indbringende, idet der ikke er klare grænser imellem Gardens, styrets og statens finanser. Gardisternes loyalitet belønnes med adgang til velbeliggende billige boliger samt særlige butikker og feriebyer. Trods udbredt nepotisme og korruption er der dog en grad af meritokrati, så karrierer skabes også på dygtighed.

Garden har ud over dens paramilitære styrker der indsættes indenrigs også opbygget egentlige land- sø-, og luft- og luftforsvar styrker med bl.a. kampvogne og artilleri. Dens regulære militære enheder kan indsættes såvel mod udenlandske styrker, som forsvare styret imod et mytteri i de regulære iranske styrker (se nedenfor). Revolutionsgarden er ansvarligt for landets kerneåbenprogram samt for udviklingen af Irans missil- og dronekapaciteter.

Revolutionsgarden promoverer sig selv på dens omfattende udenlandske engagement snarere end på dens indenrigs funktion som styrets primære magtredskab mod befolkningen. Specielt Gardens elite Quds (Jerusalem)-enhed på i 2024 ca. 5.000 mand anvendes aktivt udenlands. Den støtter styrets allierede bevægelser såsom Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon, Houthier og andre militser i Yemen, det syriske Assad-styre samt en række shiitiske bevægelser og militser i Irak.

Revolutionsgardens internationale indsatser, der har omfattet angreb på jødiske civile, har medført, at bl.a. USA har erklæret Garden for en terrororganisation og EU over ejer dette. Nogle af dens centrale medlemmer er underlagt individuelle internationale sanktioner.

Som støtte for den rutinemæssige kontrol med befolkningen opstiller Revolutionsgarden den paramilitære Basij-milits, der dog ikke formelt er en del af Garden. Militsens aktive elementer var i 2022 anslået at være på i alt 50-80.000 mand. Militsen bemander bl.a. permanente og lejlighedsvise kontrolposter mellem byerne. Militsen har derudover en reserve på i 2022 anslået yderligere 200.000 mand. Den kan mobiliseres til at støtte Garden med vold mod og drab på demonstranter, når der som bl.a. i 2008 og i 2022 opstår folkelige oprør mod regimet. Militsen bemandes primært med yngre mænd med religiøs baggrund, der opnår vellønnet beskæftigelse og adgang til uddannelser og privilegier. De mest motiverede og begavede fra militsen kan rekrutteres ind i selve Garden.

Da Revolutionsgarden og Basij-militsen primært fungerer som indenlandske sikkerhedsstyrker, har styret behov for et militær, der kan forsvare landet. Det regulære iranske forsvar, kaldet Artesh på persisk, havde i 2018 anslået 170.000 fastansatte officerer, sergenter og soldater. Der opretholdes en værnepligtsbaseret styrke på yderligere omkring 150.000 samt evnen til at mobilisere 300.000 hjemsendte soldater til en samlet krigsstyrke på mindst 600.000 soldater (tal fra 2018). Artesh er opddelt i land-, sø-, luft- og luftforsvarsstyrker. Uanset at Artesh formelt er uafhængig af Revolutionsgarden, er Garden og styret tæt involveret i Arteshs virke for at sikre loyaliteten.

Der er 14 til 20 måneders værnepligt i Iran, men kun en mindre andel af en årgang indkaldes. Der er mange undtagelser hvad angår værnepligten, og det er almindeligt at unddrage sig ved bestikkelse. Derfor er de værnepligtige oftere fra de lavere sociale lag. Siden Den Iransk-irakiske Krig (1980-88), der endte uafgjort, har landstyrkerne lejlighedsvis bidraget til af oprørsbekæmpelse i Iran mod arabiske, kurdiske og baluch oprørere.

Værnene er udrustet med en blanding af især iransk, russisk, nordkoreansk og kinesisk producet materiel, der i hovedsagen er moderne og robust, men ikke højteknologisk. Specielt er luftforsvaret blevet prioriteret, idet amerikanske og israelske luftangreb anses for en potentiel trussel mod især Irans arbejde med at udvikle egne kernevåben. Flyvevåbnet er dog efterhånden lavt prioriteret, idet det pga. internationale sanktioner ikke har været i stand til at forny dets fly. Det har i 2024 i forhold til de regionale naboer kun en mindre flåde af især ældre jager- og transportfly til rådighed.

Den iranske våbenindustri, der er opbygget som modsvar på de internationale sanktioner imod landet, er modnet til et udmærket teknologisk stade. Der produceres bl.a. avancerede krydsermissiler og ballistiske missiler samt bevæbnede droner i stort tal. Kvaliteten er dog svingende, og disse våben viste sig ved Irans angreb på Israel i 2024 ganske sårbare over for højteknologiske luftforsvarsmidler. Iran eksporterer våben både som bidrag til dets allierede, herunder Hamas, Hizbollah og houthierne, og for indtjeningen. Irans eksporterer bl.a bevæbnede droner, panserværnsraketter og artilleri til Ruslands til brug i krigen mod Ukraine fra 2022. Rusland betaler dels kontant, dels ved overførsel af avanceret våbenteknologi til Iran.