Muhammad Khatami, f. 29.9.1943, iransk lærd og politiker; præsident 1997-2005. Khatami, som blev uddannet i Qom, deltog aktivt i revolutionen 1978-79, hvor han arbejdede tæt sammen med kredsen omkring Khomeini. Han var 1989-92 kulturminister og fungerede siden som personlig rådgiver for præsident Rafsanjani. Khatami vandt overraskende præsidentvalget i Iran i maj 1997. I sin første præsidentperiode kom han flere gange på kollisionskurs med de mere konservative kredse i landet. I forhold til Vesten opfordrede han til en "civilisationernes dialog" for ad den vej at få Iran genoptaget i det internationale samfund, ligesom han målrettet arbejdede for en reform af det politiske system. Han blev genvalgt i 2001 og fremsatte i 2002 en række lovforslag, der skulle styrke præsidentens udøvende funktioner på bekostning af landets religiøse leder. Han evnede dog ikke at sikre sig støtte til forslagene, der i 2004 definitivt led skibbrud. Han var i hele sin præsidentperiode fortaler for en mere åben debat i det iranske samfund, men måtte også på det område se sig modarbejdet af de konservative kræfter.