Ø-økologi er studiet af naturen på øer, fx ødyrs og øplanters økologi og øers økosystemer. På grund af øers isolation, ofte ringe størrelse og unge geologiske alder er deres natur opbygget anderledes end naturen på nærmeste fastland, fx Galápagosøerne i sammenligning med Ecuador. Naturen på øer og nærmeste fastland siges at være i forskellige alternative tilstande.
ø-økologi
Øen Isabela er den største af Galápagosøerne. Den ligger knap 1.000 km fra Sydamerika, er 4.586 km2 i areal og er ca. 1 million år gammel. Det meste af øen er rå lavamark uden vegetation.
Santa Fé land leguan (Conolophus pallidus) er en øgleart, der kun lever på Galápagos-øen Santa Fé. Den kan blive næsten 1 m lang, veje op til 11 kg og er et eksempel på en øgigant, dvs et stort ødyr, der stammer fra en lille fastlandsart. Dens udvikling er langsom, og den har kun få prædatorer som ung og formodentligt ingen overhovedet som voksen.
Øsyndromet
Den samme art eller to nærtstående arter udbredt på et fastland og en nærtliggende ø har undertiden meget forskellig økologi. Øarter kan have mere stabile populationer, større individtæthed og kropsvægt, langsommere individudvikling og kønsmodenhed, højere overlevelse og maksimumsalder og endelig mindre formering, spredning, frygt og aggression end populationer af samme art på fastland. Disse træk hos øarter kaldes tilsammen for øsyndromet. Den enkelte øart har dog sjældent mere end nogle af trækkene i øsyndromet.
Sammenlignet med fugle på fastland viser øfugle af samme eller nærtstående art desuden oftere en større yngelpleje, fx hvor begge forældrefugle deltager, eller der kan endda være tale om yngelpleje, hvor ikke blot forældrene, men også tidligere kuld af unger deltager (kooperativ formering). Desuden er æggenes vægt undertiden større hos øfugle end hos nærtbeslægtede fastlandsfugle. Der er her tale om træk, der øger ungfugles overlevelse.
Overlevelsen hos ødyr er ofte flere gange højere end hos fastlandsslægtninge, fx. har anoler på De Store Antiller en overlevelseschance på 10-50 % årligt, mens chancen er helt nede under 1% for mellem- og sydamerikanske anoler.
Den økologiske baggrund for evolution af trækkene i øsyndromet er især mindre prædation, som betyder, at en øpopulation af et potentielt byttedyr opnår en højere vækst. Artens populationsstørrelse kan nærme sig bærekapaciteten (K, carrying capacity), dvs. det maksimale niveau under de givne ressourceforhold. Man siger derfor, at individer af øarter er under K-selektion. På fastlandet derimod er der flere prædatorer og dermed en ringere overlevelseschance for byttedyr. Der vil derfor være selektion for en hurtigere livscyklus, dvs. hurtig individudvikling, tidlig kønsmodenhed og mere formering. Et individ med en kort generationstid er mindre udsat for prædation end et individ med en lang generationstid. Denne type selektion kaldes r-selektion. K og r er vigtige beskrivende parametre for en population – henholdsvis dens habitats bærekapacitet og middelreproduktionsraten for et individ i populationen (se Lotka-Volterra-ligningerne).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.