Springhaler
Bælte-pragtspringhalen (Orchesella cincta) er en af de største danske springhaler. Den kan blive helt op til ca. 6 mm lang.
Springhaler
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Springhaler er en underklasse af små, oftest kun 1-2 mm lange hexapoder. Der kendes mere end 6.000 arter (måske ca. 200 i Danmark), hvilket gør dem til langt den artsrigeste gruppe af urinsekter.

Faktaboks

Også kendt som

Collembola

De afviger fra andre hexapoder ved kun at have seks led i bagkroppen. Navnet skyldes deres såkaldte springgaffel, som er dannet af delvis sammenvoksede lemmer foran bagkropsspidsen, og som i hvile fastholdes i fremadbøjet stilling af små tappe på tredje bagkropsled. Når gaflen løsnes og presses kraftigt mod underlaget, foretager dyret et spring fremad; springapparatet kan være reduceret hos former, som lever i dybere jordlag. Et ventralt rør på bagkroppens første led har i spidsen en tvelappet, udkrængelig sæk, som kan optage vand fra et fugtigt underlag.

Springhalers fødespektrum er bredt; nogle er rovdyr, andre æder detritus, svampehyfer eller levende plantedele. Lucerneloppen (Sminthurus viridis) er et landbrugsskadedyr. Individrige arter kan spille en vigtig rolle for stofomsætningen i jordbund.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig