Guano, havfugleekskrementer, der under tørre klimaforhold opnår en skorpet, stenet eller groft pulverformig konsistens.

Faktaboks

Etymologi
Ordet guano er spansk, af quechua huanu 'møg, gødning'.

Guano dannes, hvor store fuglekolonier findes på flade øer med egnet klima; eksempler er Peru, SV-Afrika og Den Californiske Havbugt, alle i tilknytning til næringsrige havstrømme og opvældningsområder.

I Peru blev guano udnyttet til gødskning allerede af inkaerne. I nyere tid toppede brydningen i 1800-t. med over 20 mio. t udskibet til Europa og Nordamerika 1848-75, hvilket bevirkede en alvorlig forstyrrelse af fuglekolonierne. Siden har udnyttelsen antaget mindre destruktive og mere regulerede former.

Guanoen fra Peru kom til at spille en stor rolle som gødning i Europa. Den indeholdt ca. 7% kvælstof, 14% fosforsyre og 2% kali. Oprindelig blev den anvendt, som den var, men senere blev den omdannet med svovlsyre til superfosfat, der er lettere tilgængelig for planterne; således også i Danmark fra 1868 på "Fredens Mølle".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig