Kanarisk gransanger i blomster
Kanarisk gransanger (Phylloscopus canariensis) drikker nektar hos Wildpret's slangehoved (Echium wildpretii) og bestøver samtidig blomsterne. Planten er endemisk for Tenerife og vokser især i det store krater Las Cañadas i 2.000 meters højde over havet.
Kanarisk gransanger i blomster
Licens: CC BY SA 3.0

Kanarisk gransanger er en sanger, som er endemisk på De Kanariske Øer. Den blev tidligere anset for en underart af gransangeren, som den ligner meget. På hoved og ryg er den grå, brun og olivenfarvet med en lys stribe over øjet. Bugen er lyst gulgrøn. Den bliver 12-14 cm lang. Sangen er nogle korte kald og minder ikke om gransangerens tjif-tjaf.

Faktaboks

Også kendt som

Phylloscopus canariensis

Kanarisk gransanger findes på alle de vestlige kanariske øer. Her findes den på stort set alle levesteder, fra kystens stejle klippesider til over trægrænsen. På de østlige øer, Lanzarote og Fuerteventura, levede tidligere en særlig underart, Phylloscopus canariensis exsul; den betragtes i dag som uddød.

Den er en klassisk øfugl, hvilket vil sige, at den ikke er kræsen med hverken levested eller føde. Traditionelt vil den blive kategoriseret som insekt- og frugtæder, men udfylder til dels også en gnavers fødeniche ved at rode rundt i skovbundens visne løv efter noget spiseligt og en kolibris fødeniche, når den besøger blomster i jagten på nektar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig