Kanariske Øer

Faunaen er en typisk øfauna, idet mange grupper mangler, fx slanger og ferskvandsfisk, mens andre grupper er rigt repræsenteret ved endemiske arter. Ikke mindre end 45 procent af de over 14.000 kendte kanariske dyrearter er endemiske. Nogle af disse har udviklet sig til store endemiske artssværme, fx landsnegleslægten Hemicycla (med ca. 60 arter), snudebilleslægten Laparocerus (66 arter) og tusindbenslægten Dolichoiulus (40 arter).

Generelt er faunaen beslægtet med den nordvestafrikansk-sydvesteuropæiske, men nogle arter har deres nærmeste slægtninge så fjernt som i fx Sydøstasien og Sydafrika. Pattedyrene er ud over flagermus og indførte arter som kanin repræsenteret ved to endemiske arter af spidsmus.

Fem af de mere end 60 ynglende fuglearter er endemiske: to arter af laurbærduer, to arter af blå bogfinker og en art af bynkefugl. Kanariefuglen, som er beslægtet med den europæiske gulirisk, findes også på Madeira og Azorerne.

Blandt krybdyrene er især flere endemiske arter af op til 70 cm lange firben (Gallotia spp.) fremherskende; der er også endemiske gekkoer (Tarentola spp.) og skinker (Chalcides spp.). To indførte frøer, ustribet løvfrø (Hyla meridionalis) og iberisk latterfrø (Pelophylax perezi), er alene om at repræsentere padderne.

I lavahulerne lever specielt tilpassede arter af edderkopper, biller, tusindben m.m., og den nyligt opdagede krebsdyrgruppe Remipedia er fundet i en hule på Lanzarote. I havet omkring øerne er der en rig fiskefauna, bl.a. med flere arter af tunfisk. Havskildpadder ses jævnligt ligesom flere arter af tandhvaler, hvoraf den almindelige delfin er hyppigst.

Øgruppen er dannet ved en serie af vulkanudbrud, der har strakt sig over mere end 20 millioner år. De første udbrud har fundet sted længst mod øst, og øernes alder falder successivt mod vest, hvor vulkanismen først begyndte for ca. 4 millioner år siden.

Vulkanismen forklares ved, at den oceaniske del af den afrikanske lithosfæreplade passerer hen over en konvektionsstrøm i Jordens kappe, et såkaldt hot spot; pladens bevægelseshastighed har således bestemt den aldersmæssige udvikling af øerne. De seneste udbrud fandt sted på La Palma i 1971 og 2021, men hele ørækken kan opfattes som vulkansk aktiv.

De fleste af øerne er bygget op af en enkelt eller flere store skjoldvulkaner dannet af basaltisk lava. Forvitringen, der har dannet en rød, leret jordbund, er kraftigst på øernes nordside, hvor nedbøren er størst, og mest fremskreden på de ældste lavastrømme.

Der findes ca. 2.000 vildtvoksende arter af karplanter. Floraen ligner den i Middelhavsområdet, men har også afrikanske islæt og mange endemiske arter. Karakteristisk er forekomsten af forveddede arter i ellers urteagtige slægter, fx slangehoved (Echium) og svinemælk (Sonchus). Til de afrikanske elementer hører drageblodstræet og sukkulente arter af vortemælk.

Der tales spansk med nogle låneord fra cubanske indvandrere, fx guagua 'bus' i stedet for det standardspanske autobús.

Indtil den spanske erobring i 1400-tallet taltes et lokalt sprog, guanche, som af mange regnes for en dialekt af berberisk. Også navneordenes begyndelsesvokaler og talordene for 1-10 har lighed med berberisk.

På Gomera blev det i 1999 obligatorisk for skolebørn at lære det lokale fløjtesprog silbo.

De Kanariske Øer var i oldtiden kendt af fønikierne. De kaldes af Plinius den ældre for Canaria pga. efterretninger om øernes mange store hunde, canes. Blandt øernes oprindelige befolkning var guancherne, der enten uddøde eller blev assimileret med indvandrerne under erobringsperioden i årene 1402-1496.

Indtil 1412 var De Kanariske Øer under portugisisk herredømme, selvom paven i 1349 havde anerkendt Spanien som retmæssig ejer. Stridighederne med Portugal fortsatte indtil 1480, da Portugal formelt gav afkald på dem; den endelige spanske erobring skete dog først i 1496.

Under de mange krige, som Spanien førte i 1700-tallet, var øerne stadig mål for franskmænd og englændere.

• vulkanø