Klippeformationen Teide på Tenerife.

.

Den langnålede kanariske fyr, Pinus canariensis, vokser tæt på Tenerifes bjergskråninger og genererer "regn" ved at skyerne fortættes på nålene og drypper til jorden.

.

Vejgennemskæring afslører flere generationer udbrud med vulkansk aske, der også kan være hvid. Vejen op til Teide.

.

Solopgang over vulkanen Teide på Tenerife. Afstanden til vulkantoppen er ca. 120 km, så selve øen ligger under horisonten.

.

Tenerife, spansk ø og den største blandt De Kanariske Øer; 2034 km2, 908.600 indb. (2012).

Faktaboks

Etymologi
Navnet Tenerife kommer af det opr. kanariske sprog guanche Tenerefe 'snebjerget', egl. om vulkanen Teide; selve øen blev af den indfødte befolkning kaldt Achinech(e).

Øen domineres af bjerget Pico de Teide (3718 m), Spaniens højeste punkt. Naturen er pga. øens højde- og nedbørsforskelle meget varieret med halvørken mod syd, frodige dale mod nord, bl.a. med bananplantager (omkring 40% af alle kanariske bananer produceres på Tenerife), fyrre- og laurbærskove i højderne og vulkansk klippelandskab omkring Teidebjerget, der som oftest er sneklædt. På Teide findes desuden et vigtigt internationalt astronomisk observatorium.

Hovedbyen er Santa Cruz, der samtidig er administrativt hovedsæde for den vestlige provins af De Kanariske Øer.

Tenerife har i mange år været et populært mål for charterturismen, hvilket har medført en opblomstring af den lokale turistindustri og en kraftig bebyggelse af øens kystegne med hoteller og ferieejendomme.

Øen var oprindelig befolket af berberfolket guanche, der gav de spanske erobrere hård modstand. I 1495 blev øen endeligt underlagt Spanien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig