Af de tre par spindevorter er de midterste ganske små, mens de andre er store, flerleddede og meget bevægelige. (Familien Liphistius har fire par spindevorter). På spindevorterne findes de dyser, hvorfra silketrådene trækkes frem. Der kendes otte forskellige typer af spindekirtler, som producerer otte forskellige slags tråde eller klæbestof. Normalt er den enkelte art dog kun i besiddelse af fem til syv kirteltyper. Kirtelsekretet er flydende, men transformeres i udførselsgangen til et uopløseligt protein (fibroin), der trækkes som en tråd ud af dysen. Da spindevorterne findes parvis, består den færdige tråd altid af mindst to sammenlagte enkeltfibre.
Nogle ikke nært beslægtede edderkoppefamilier har foran spindevorterne en spindeplade (cribellum) med tusindvis af dyser, der afgiver cribellatsilke. Desuden har de på bagbenenes næstyderste led en karte bestående af en eller to rækker krumme, stive hår. Med denne karte trækkes fine tråde af cribellatsilke i tusindvis ud af spindepladen og touperes til en filtret masse, der holdes sammen af to eller fire almindelige tråde, der samtidig trækkes ud af spindevorterne. Denne kombinerede tråd kaldes krustråd. Den har stor vedhængningsevne og fastholder et bytte lige så effektivt som korsedderkoppens klæbetråd, der består af en meget elastisk dobbelttråd tæt besat med limdråber.
Silketrådene varierer i tykkelse fra ægspindsilke på 0,012 mm til cribellatsilke på 0,2 mm. Edderkoppernes sikringstråd er betydelig stærkere end silkesommerfuglens tråd af samme tykkelse. Man har da også mange gange i 1700- og 1800-tallet søgt at udnytte edderkoppesilken industrielt, men har hver gang måttet opgive pga. besværet med at holde edderkopper i fangenskab i tilstrækkeligt stort antal. Edderkoppesilken har dog været anvendt til trådkors i sigteinstrumenter, og husedderkoppens spindelvæv har i tidens løb været benyttet til sårbehandling.
Edderkopperne anvender trådene til mange formål: sikringstråd, som de altid trækker efter sig; svævetråd til luftspredning; sædspind og ægspind til forplantningsformål; fremstilling af boliger (retræter) samt fangnet af mange forskellige typer, ofte forsynede med klæbetråd.
Retræter bygges af silke og andre materialer. De anlægges i forbindelse med fangnet eller bygges frit i vegetationen, under sten eller i andre naturlige hulheder. Adskillige arter udgraver rørformede huler i jorden og tapetserer dem med spind. Undertiden forlænges spindlaget som et åbent eller lukket spindrør over jorden. Andre arter forsyner hulen med en faldlem, dvs. et hængslet låg, der lukker automatisk for hulen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.