Arachnider, Arachnida, spindlere, klasse af leddyr, omfattende edderkopper, mider, mejere, skorpioner, mosskorpioner, solifuger, palpigrader, ricinuler, svøbeskorpioner (piskeskorpioner) og piskeedderkopper.

Faktaboks

Etymologi
Ordet arachnider kommer af græsk arachne 'edderkop' og -ide.

De har navn efter den græske mytologiske skikkelse Arachne, idet nogle arachnider kan spinde og væve silketråd; ikke alle har denne egenskab, hvorfor betegnelsen spindlere efterhånden bruges mindre.

Arachnider har global udbredelse og er hovedsagelig landlevende rovdyr. Der kendes flere end 70.000 arter, som varierer i størrelse fra 0,1 mm små mider til knap 18 cm store skorpioner. Ligesom insekterne har arachniderne et hårdt, kitinholdigt hudskelet, der beskytter mod udtørring. Da hudskelettet ikke kan vokse, må arachniderne gennemgå en række hudskifter for at blive større.

Mider og edderkopper optræder talstærkt i naturen og har stor økologisk betydning som rovdyr, miderne tillige som planteædere. Miderne har endvidere stor betydning som smittebærere. De er bl.a. mellemværter for organismer, der overfører alvorlige sygdomme til mennesker, husdyr og afgrøder. Nogle få skorpioner og edderkopper kan levere stik eller bid, der kan være dødelige for mennesker, men de fleste arachnider er ganske ufarlige.

Arachniderne er en gammel dyregruppe med tidligste fund af landlevende former fra overgangen mellem Silur og Devon. Fund af spindevorter fra edderkopper fra begyndelsen af Devon (380 mio. år siden) viser, at evnen til at producere silke allerede da var til stede, og man formoder derfor, at arachnidernes udviklingshistorie går betydelig længere tilbage. Vandlevende dyr, der ligner skorpioner, kendes da også fra midt i Silur. De fleste nulevende grupper forekommer som fossiler fra Kultiden. Arachnidernes nærmeste slægtninge, eurypteriderne, uddøde i Perm. De nærmeste nulevende slægtninge er de havlevende dolkhaler (Xiphosuridae).

Arachniders krop er delt — mider dog undtaget — i en forkrop (hoved og bryst) og en bagkrop. Forkroppen er forsynet med seks par vedhæng, hvoraf de to forreste ofte bruges til at gribe og fastholde fødeemner. De resterende fire fungerer som gangben. Arachnider mangler antenner, og sansning foregår ved hjælp af sansehår, simple øjne og unikke (lyriforme) sanseorganer. Ånding foregår ved hjælp af boglunger og/eller ånderør (trachéer), og affaldsprodukter udskilles fra coxalkirtler og malpighiske rør.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig