Husedderkopper
Den langbenede han af stor husedderkop (Eratigena atrica) kan opnå et benspænd på ca. 10 cm. Det gør den til en af Danmarks største edderkopper. Hannerne bliver kønsmodne sidst på sommeren, hvorefter de jævnligt ses (og høres) trippende hen over stue- eller køkkengulvet på jagt efter en parringsvillig hun.
Husedderkopper
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Husedderkopper er en betegnelse for edderkopper i slægterne Tegenaria og Eratigena i familien af tragtspindere (Agelenidae). Fra Danmark kendes fire arter: lille husedderkop (Tegenaria domestica), rustrød husedderkop (T. ferruginea), stor husedderkop (Eratigena atrica) og ruderat-husedderkop (E. agrestis). Med undtagelse af den forholdsvis nyindvandrede ruderat-husedderkop er de alle almindelige i huse, hvor de spinder tætte, tragtformede spind i hjørner og kroge.

Det er ret store, gråbrune, rødbrune eller mørkebrune edderkopper. Lille husedderkop kan nå en kropslængde på 9-10 mm og et benspænd på op til 5-6 cm. Endnu mere imponerende i størrelse er stor husedderkop, hvor hunnerne kan nå en kropslængde på 12-18 mm; hannerne bliver en smule mindre, men er til gengæld meget langbenene og kan som udvoksede få et benspænd på hele 10 cm.

Selv om de er store, er husedderkopperne ganske uskadelige, og de gør nytte ved bl.a. at reducere antallet af skadelige insekter i boligen. Ruderat-husedderkoppen har ry for at have et meget giftigt og smertefuldt bid, som skulle kunne give alvorlige nekroser (vævsdød). Det er dog en myte og skyldes muligvis en forveksling med de farlige eneboer-edderkopper (Loxosceles spp.), som lever i huse under varmere himmelstrøg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig