Den meget energikrævende flyveteknik nødvendiggør et stort indtag af føde; desuden kan kolibrier spare energi ved at gå i en dvalelignende tilstand, hvorunder legemstemperaturen falder. Alle kolibrier æder nektar suppleret med insekter, som giver de nødvendige proteiner. Nogle arter opretholder fødeterritorier, andre ikke, men vil ofte i kortere tid forsvare blomstrende buske o.l., og generelt gør kolibrier et særdeles stridbart indtryk. Adskillige arter er i adfærd og anatomi tilpasset ganske bestemte blomster, og især disse fødespecialister er vigtige blomsterbestøvere; et stort antal amerikanske blomster er indrettet på bestøvning af fugle.
Kolibrier er polygame eller promiskuøse, og hunnerne er alene om redebygning og yngelpleje. Hannerne tiltrækker hunnerne ved sang eller flyvespil, og nogle arter danner arenaer. Reden er enten en dyb skål eller en hængende konstruktion anbragt på undersiden af et blad eller under loftet i en klippespalte eller hule. Kuldet består af to hvide æg, der ruges i 2-3 uger. De i begyndelsen næsten nøgne unger fodres med opgylpet føde; de flyver fra reden efter 3-4 uger, men er afhængige af hunnen i yderligere nogle uger. Flere kuld på en sæson er almindeligt.
De fleste kolibrier forbliver i yngleområdet hele året, men nogle arter fra højlandet trækker til lavereliggende områder, og de nordligst og sydligst ynglende arter har et egentligt træk. Rubinstrube (Archilochus colubris) fra det østlige Nordamerika er udbredt helt op til Labrador, men overvintrer i Mellemamerika; under trækket krydser dele af bestanden Den Mexicanske Golf.
Kolibrier i fangenskab fodres med en sukkeropløsning fra særlige flasker; bl.a. Zoologisk Have i København har en lang tradition for kolibrihold. I dele af Nordamerika er det almindeligt blandt haveejere at tiltrække fritlevende kolibrier vha. den samme type sukkervandsflasker.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.