Duke Ellington med orkester i 1930'erne
Duke Ellingtons bigband i 1930'erne. Duke Ellington sidder til venstre ved klaveret, flankeret af Otto Hardwick (saxofon), Harry Carney (saxofon), Barney Bigard (saxofon), Johnny Hodges (saxofon), Wellman Braud (bas), Joe 'Tricky Sam' Nanton (trombone), Juan Tizol (trombone), Lawrence Brown (trombone), Rex Stewart (trompet), Cootie Williams (trompet), Arthur Wetzel (trompet), Sonny Greer (trommer) og Fredie Guy (guitar).
Duke Ellington med orkester i 1930'erne
Nara Archives/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Swing betegner både en rytmik, der er karakteristisk for meget jazz, og en jazzstilart.

Det grundlæggende element i swingrytmik er en underdeling af pulsen, hvor den første ottendedel i slaget er længere end den anden ottendedel (i modsætning til såkaldt lige ottendedele). Swingstilen er kendetegnet ved udbredt brug af swingrytmik og bliver både spillet af mindre jazzbands og bigbands.

Swingmusikken faldt i popularitet i slutningen af 1940’erne pga. omkostningerne ved at drive de store ensembler, musikindustriens stigende fokus på popsange, udviklingen af rhythm and blues som populær dansemusik og fremkomsten af bebop som den fremtrædende kunstform i jazzen.

Selv om swing som stilart havde sin mest populære periode i 1930’erne og 1940’erne, fortsætter stilen med at være en populær del af jazz. Swingrytmik er forsat normen i megen jazz.

Swingrytmik

Swingrytmik blev udviklet af afrikansk-amerikanske jazzmusikere i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. Forløberne for swingrytmik var de synkoperede rytmer i ragtime og det rytmiske sammenspil i New Orleans-jazz.

Når musik swinger, er det ofte et resultat af en kombination af elementer relateret til musikalsk puls: Hvordan pulsen er underdelt, fraseret og artikuleret. Musikere kan spille swingrytmen i forskellige ratioer fra stærkt svungne trioliserede shuffle-underdelinger af pulsen til de næsten lige ottendedele, som bebopmusikere spiller i hurtige tempi.

Selvom denne underdeling af pulsen er fundamental for swing, skal swingrytmik også forstås som et groove, der etableres via en kombination af svungne underdelinger, rytmiske og melodiske betoninger af synkoper og det rytmiske sammenspil mellem musikerne. Således kan swing artikuleres med forskellig mikrorytmisk timing af forskellige musikere i det samme band på samme tid.

I swingrytmik placerer musikere ofte rytmisk accent på de ubetonede slag (2 og 4 i 4/4-delstakt) og ved synkoperede rytmer i såkaldte lifts. Afhængigt af hvordan det spilles, kan brugen af swingrytmik både give musikken en stærk rytmisk fremdrift og et meget tilbagelænet rytmisk udtryk.

Swingrytmik er ofte blevet fortolket for dens sammenhæng med afrikansk-amerikansk kultur.

Swing som musikstil

I perioden 1928–1932 udviklede swingrytmikken sig til at blive dominerende indenfor jazzen, og i 1930’erne begyndte ordet swing at blive brugt til ikke kun at betegne en rytme og et groove, men til at betegne en hel jazzstilart. Swing som stil fik sit helt store gennembrud i USA i 1935, da bandlederen Benny Goodman blev populær hos hvide teenagere.

Swingbandets opbygning

Det typiske swingband er et større ensemble, men swing bliver også spillet af mindre grupper, som det f.eks. kan høres i pianisten Teddy Wilsons indspilninger med sangeren Billie Holiday. I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne begyndte bandledere som Fletcher Henderson, Bennie Moten og Duke Ellington at udvide deres ensembler fra ti eller elleve musikere til sytten eller flere, som var blevet normalen i slutningen af 1930’erne.

Swingbandet består af en rytmegruppe og tre blæsergrupper: En saxofongruppe (evt. inkluderende klarinetter), en trompetgruppe og en basungruppe. Rytmegruppen lægger vægt på en four-beat-rytme og består af klaver, kontrabas (spillet pizzicato), trommesæt plus nogle gange guitar, i modsætning til tidligere jazzstilarters two-beat-rytme spillet af banjo og/eller klaver og tuba/sousafon. I swing spiller bassisten ofte walking -bas.

Swing-arrangement

Arrangører skriver ofte soli-sektioner for de enkelte blæsergrupper og højtlydende shout-kor for hele bandet, riff-baserede melodier eller baggrunde, og call-and-response. Fremtrædende arrangører var Don Redman, Fletcher Henderson, Duke Ellington, Benny Carter, Mary Lou Williams og Sy Oliver. Andre fremtrædende bandledere var Count Basie, Jimmie Lunceford, Louis Armstrong, Chick Webb, Jimmy Dorsey, Tommy Dorsey, Cab Calloway, Lionel Hampton, Woody Herman, Glenn Miller, Earl Hines og Artie Shaw.

Arrangører og bandledere gav også plads til soloimprovisation. Fremtrædende solister i swingmusikken var Lester Young, Coleman Hawkins, Roy Eldridge, Benny Goodman, Charlie Christian, Jimmy Blanton, Bix Beiderbecke og Ella Fitzgerald.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig