Duke Ellington

Efter en tryg opvækst i en sort middelklassefamilie i Washington, D.C. viste Duke Ellington hurtigt talent som musiker og ledede, indtil han i 1923 slog sig ned i New York, flere orkestre sideløbende.

I 1920'erne opbyggede han et af de bedste tidlige bigbands, som i perioden 1927-1931 havde fast engagement på Cotton Club i Harlem ,og i denne periode udviklede han en højst original stil. Den var baseret på Ellingtons egne kompositioner, som ofte skabtes over idéer fra orkesterets musikere, blandt hvilke trompetisten Bubber Miley havde særlig betydning for den tidlige Ellingtonstil.

Specielt karakteristiske udtryksformer var den ekspressionistiske junglestil med messingblæsernes radikale klangmodulering (Black And Tan Fantasy, 1927) og den impressionistiske moodstil med raffinerede harmonisk-klanglige ensemblepartier (Mood Indigo, 1930).

I 1930'erne nåede Ellington og orkesteret verdensry, også ved solister som altsaxofonisten Johnny Hodges, trompetisten Cootie Williams, basunisterne Joe Nanton og Lawrence Brown og barytonsaxofonisten Harry Carney. De to første ledede små grammofonensembler fra orkesteret. Ellington skrev flere solokoncerter til musikerne, fx Concerto for Cootie (1940).

Han nåede et højdepunkt i 1940 med hovedværker som Ko-Ko, Cotton Tail og Bojangles. I 1940'erne indledtes en række større suiter med Black, Brown And Beige (1943). Orkesteret spillede i stigende grad koncerter og turnerede fra 1950'erne i stadig større omfang i Europa og fra 1960'erne i resten af verden.

Kompositorisk udstrakte Ellington sin virksomhed til musik for film og tv, teater og ballet, og fra 1950'erne fik han, der oprindelig var inspireret af Harlems stride-pianister og var en fremstående orkesterpianist, en position som en af jazzens mest originale og magtfulde klaversolister. I den egenskab kunne han lejlighedsvis samarbejde med så forskellige musikere som Louis Armstrong (1961) og John Coltrane (1962).

• New Yorks musik
• jazz