Klaver i mahogni. Fabrikatet er Steinway & Sons.

.

Klaver. Overførslen af bevægelsen fra tasten (eller tangenten, th. i de to billeder) til hammeren, der anslår strengen, og til dæmperen, der ligger på denne, har undergået betydelige ændringer i tidens løb. Øverst ses den forholdsvis enkle mekanisme i et flygel fra anden halvdel af 1700-t. Flere af de store klaverfabrikker fremstiller modeller i fuld størrelse af den særdeles indviklede mekanisme, der findes i et moderne instrument. Den her fotograferede model, nederst, viser mekanismen i et flygel fra Steinway & Sons.

.

Klaver, strengeinstrument med klaviatur (tangenter), der danner overgangsled til en hammermekanik; ved anslag sætter denne strengene i svingninger. Hammerslaget kan variere tonestyrken mellem kraftigt (forte) og svagt (piano), og derved adskiller klaveret sig fra cembalo og clavichord.

Faktaboks

Etymologi
Af fransk clavier 'klaviatur', af latin clavis 'nøgle', senere 'tangent'.

Instrumenter af denne type har gennem tiderne haft mange forskellige navne, men i dag anvendes betegnelsen klaver såvel om flygler, opretstående pianoforter, taffelklaverer og pianinoer som om elektriske klaverer, der klangligt stræber efter at lyde som deres akustiske modstykker.

I ældre tid blev ordet også anvendt om andre instrumenttyper med klaviatur, fx clavichordet.

Hammerklaverets historie går tilbage til ca. 1700, da italieneren Bartolomeo Cristofori skabte et tasteinstrument med en avanceret hammermekanik.

Umiddelbart fik hans konstruktion ingen mærkbar effekt, fordi instrumentbyggere i andre lande omtrent samtidig arbejdede med tilsvarende idéer, og skønt deres instrumenter havde en mere primitiv mekanik, var det dem, der først fik betydning.

I 1700-tallet lå klaverets klangstyrke omtrent på niveau med cembaloets, men i det følgende århundrede voksede klaveret gradvis i tonefylde, samtidig med at omfanget steg radikalt. Det dermed øgede strengetræk krævede kraftigere instrumenter, og klaverbyggere eksperimenterede både med tungere trækonstruktioner og efterhånden også med jernafstivninger af forskellig art.

Utallige patenter, også på mekanikken, blev udtaget i mange lande, men først omkring midten af 1800-tallet slog den helstøbte jernramme for alvor igennem og blev normgivende for klaveret. Hermed var udviklingen imidlertid ikke slut, for helt op imod århundredskiftet fortsattes eksperimenter med mindre detaljer i instrumentets konstruktion.

Klaveret afløste i slutningen af 1700-tallet cembaloet som koncertinstrument og i 1800-t. clavichordet som hjemmets instrument. Konkurrencen om markedet var stor. Landene imellem udviklede der sig forskellige byggetraditioner og dermed forskel i klang.

Østrig var i front fra slutningen af 1700-tallet og ind i 1800-tallet, herefter England og Frankrig, men de udviklede indbyrdes meget forskellige instrumenter; USA og Tyskland markerede sig stærkt fra midten af århundredet.

Egentlige klaverfabrikker opstod i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, og også her udvikledes en særlig byggetradition, som kunne klare sig i konkurrence med udlandet (se Hornung & Møller).

De store verdensudstillinger efter midten af århundredet kom til at spille en stor rolle. Her så og hørte man hinandens produkter. Klaverets popularitet og udbredelse tog eksplosivt til fra midten af 1800-tallet og ind i 1900-tallet.

Især Tyskland havde mange fabrikker, men efter 1. Verdenskrig faldt antallet, der yderligere blev reduceret efter 2. Verdenskrig. Siden har markedet været domineret af enkelte store firmaer, bl.a. Steinway & Sons, der i slutningen af 1900-tallet har haft stærk konkurrence fra både østlandene og Japan (Yamaha).

Den danske klaverproduktion ophørte efter at være gået radikalt tilbage i 1970'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig