verdensudstilling

Den første egentlige verdensudstilling fandt sted i 1851 i London, hvor der i Hyde Park opførtes en imponerende, 70.000 m² stor udstillingsbygning i støbejern og glas. Manden bag dette bygningsværk, der stadig betragtes som et hovedværk i 1800-tallets arkitekturhistorie, var Joseph Paxton. Han kunne her udnytte sine erfaringer som konstruktør af væksthuse i stor skala, og hans værk blev snart kendt som Crystal Palace. Udstillingen var åben for offentligheden fra 1. maj til 11. oktober 1851, og da den lukkede, havde 17.000 udstillere fra alverdens lande haft lejlighed til at fremvise deres ypperste produkter for over 6 mio. besøgende. Udstillingsbygningen blev siden flyttet til Londonforstaden Sydenham, hvor den i 1936 gik til grunde ved en brand.

Verdensudstillingen i 1851 var den eneste, der blev afholdt under ét tag. Alle de følgende har fundet sted på store udstillingsarealer med mange bygninger, og efterhånden udvikledes den praksis, som man kender i dag, hvor hver nation har sin egen pavillon.

Blandt de mest bemærkelsesværdige senere udstillinger var verdensudstillingen i Paris i 1889, hundredåret for Den Franske Revolution, hvor ingeniøren Gustave Eiffel til lejligheden opførte sit 300 m høje ståltårn, Eiffeltårnet, der stadig er byens vartegn.

I 1928 vedtog man i Pariskonventionen et sæt retningslinjer for, hvordan en verdensudstilling skal arrangeres, og i Paris findes Bureau international des expositions, som holder øje med, at bestemmelserne i konventionen overholdes.

Verdensudstillingerne, der afholdes med ikke helt regelmæssige mellemrum, er udstillingsvinduer, hvor civilisationens seneste frembringelser samlet kan beses, og de er som sådanne produkt af 1800-t.s teknikbegejstring og fremskridtstro. Selvom begge dele siden blegnede noget, blev der også i 1900-tallet arrangeret verdensudstillinger, om end verdenskrigene midlertidigt gjorde grundtanken om den fredelige kappestrid mellem landene uaktuel.