Osaka

Osaka. Byens berømte borg har ligget her siden 1583. Det nuværende hovedtårn er fra 1931. I baggrunden ses den moderne storby.

.

Artikelstart

Osaka, Japans næststørste by og vigtigste økonomiske centrum efter Tokyo; 2,7 mio. indb. (2016, Osaka by; i Osaka præfektur bor der 8,84 mio.). I storbyområdet Keihanshin, som ud over Osaka også rummer Kyoto og Kobe, bor der 18,6 mio. indb. (2000). Byen ligger på Honshus sydkyst og indgår i det store bybælte fra Kobe langs med Indlandshavet til Osaka og videre til Kyoto inde i landet. Den tidlige industrialisering udgjordes især af tekstilindustri, mens den moderne industri omfatter næsten alle industrigrene med hovedvægten på metalindustri. For at få plads til fortsat udbygning indvindes land fra Osakabugten; således ligger det meste af den petrokemiske industri på kunstige øer og halvøer. Havnen er en af verdens travleste, og Osaka er fortsat en vigtig handelsby med gode transportforbindelser; til Tokyo er der således højhastighedstog, almindelig jernbane, motorvej og meget hyppige flyforbindelser.

Osaka ligger lavt på en slette af deltaaflejringer fra floderne Yodo-gawa og Yamato-gawa. Den voldsomme industrialisering og store biltæthed giver mærkbare forureningsproblemer, og det store vandforbrug har medført betydelige sænkninger af terrænet; langs med Osakabugten således op til 2,5 m. Byen rammes hyppigt af jordskælv, men den er en af verdens førende mht. jordskælvssikker bygningskonstruktion. Byens vigtigste seværdighed er den store Osakaborg med en stor park midt i byen.

Historie

Osaka blev først grundlagt i 1583, da Toyotomi Hideyoshi opførte en kæmpeborg og gjorde den til hovedkvarter, men allerede fra ca. 400 til midten af 600-t. havde skiftende regenter deres hof i Naniwa, der i dag er en del af Osaka. Berømt fra den tid er Shitennoji 'De fire himmelske kongers tempel', angivelig grundlagt af prins Shotoku i 593. I 1496 begyndte opførelsen af Ishiyama Honganji, et tempel for Jodoshinshu-buddhismen med en større by anlagt omkring det. Efter ti års belejring blev templet indtaget af Oda Nobunaga i 1580. Osaka ophørte med at være politisk centrum i 1615, efter at Tokugawa-styret havde ødelagt borgen. Fra 1620 tog genopbygningen fart. Osaka blev Japans risbørs, og alle len havde handelshuse i byen. Handelen blev grundlag for en kulturel vækst, der kulminerede i Genroku-tiden 1688-1704. I løbet af 1700-t. blev meget af byens kulturelle prestige overført til Edo (nuv. Tokyo), men Osaka forblev et hovedsæde for populærkultur og handel.

Kommentarer (2)

skrev Christian M. Hermansen

Teksten til billedet "Byens berømte borg fra 1583." er lidt misvisende. Området er rigtig nok brugt til Osaka borg siden 1583, men borgtårnet på billedet er en ny reproduktion jf. den engelske tekst fra Osaka Borg Museets hjemmeside. Den kunne man eventuelt følge ved at skrive "Byens berømte borg har ligget her siden 1583. Det nuværende hovedtårn er fra 1931." "The Main Tower of Osaka Castle during the Toyotomi period was completed in 1585. It is said that Hideyoshi Toyotomi invited feudal lords from across the country and missionaries from Europe to the castle to display with pride the magnificent appearance of the Main Tower, the fine view from the observation platform, and his collected treasures. The present-day Main Tower, which was completed in 1931, is made of a steel-framed reinforced concrete structure, and reproduced the external appearance of the Main Tower built by Hideyoshi Toyotomi." https://www.osakacastle.net/english/
Mvh. CMHermansen

svarede Marie Bilde

Kære Christian M. Hermansen.
Mange tak for din præcisering. Jeg har rettet billedteksten efter dit forslag.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig