Kyoto, by på det centrale Honshu i Japan; 1,5 mio. indb. (2016). Byen er omgivet af bjerge og gennemløbes af floderne Kamogawa og Katsuragawa. Klimaet er tempereret og fugtigt med meget varme somre og milde vintre. Som tidligere hovedstad er Kyoto præget af mange historiske bygninger, og den er et yndet mål for både indenlandske og udenlandske turister. I Kyoto findes en stor del af, hvad der i Japan anses for nationale skatte.
Tidligere blev der fremstillet traditionelle produkter som lakvarer, vifter og silkearbejder i Kyoto; nu foregår der en hastig udbygning af moderne industri med bl.a. elektroniske og kemiske virksomheder. Byen er også et nationalt kulturelt centrum med bl.a. en lang række anerkendte universiteter.
Da byen i 1868 mistede sin hovedstadsstatus til Tokyo, fik den økonomiske problemer, og bl.a. for at modvirke dette blev en kanal til søen Biwa-ko anlagt i 1890. Området satsede tidligt på hydroelektricitet, hvilket bl.a. medvirkede til, at byen i 1895 som den første i Japan fik elektriske sporvogne. Nu er den et vigtigt jernbaneknudepunkt for bl.a. højhastighedsnettet Shinkansen. En international aftale om reduktion af udledning af kuldioxid og andre drivhusgasser, Kyotoprotokollen, blev i 1997 indgået i byen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.