Tokugawa-shogunatet, Tokugawa bakufu, styre i Japan, grundlagt i 1603 af Ieyasu Tokugawa og formelt opløst med Meijirestaurationen 1868; den sidste shogun gik af i 1867.

Shogunen var den øverste i hierarkiet, idet kejseren ingen reel magt havde. Shoguntitlen gik i arv i Tokugawa-slægten, som sammen med sine vasaller også besatte de fleste embeder i centraladministrationen.

Juridisk havde shogunatet kun direkte magt over den fjerdedel af landet, Tokugawa-slægten selv ejede, samt over de vigtigste havnebyer og kejserbyen Kyoto.

Resten af landet var opdelt i cirka 260 len med hver sit juridiske og økonomiske selvstyre og ledet af hver sit daimyo. Daimyoernes loyalitet blev sikret gennem kravet om, at deres familier skulle bo i shogunatets hovedby, Edo (nuv. Tokyo).

Samfundet var skarpt opdelt i aristokrati, samuraier, bønder, håndværkere, købmænd samt flere marginaliserede grupper. Standsopdelingen øgede shogunatets kontrol og var en videreførelse af Hideyoshi Toyotomis reformer. I hovedparten af Tokugawa- eller Edo-perioden var Japan lukket for omverdenen; se Japan (historie).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig