Shanghais skyline om natten
Bydelen Pudong

Shanghai. Kinas største by.

.

Skyline Shanghai.

.

Skyline Shanghai.

.

Shanghai, by på Kinas østkyst; 23,02 mio. indb. (2010). Resultatet af folketællingen i 2010 viste, at Shanghai havde en immigrantbefolkning på omkring 9 mio.

Som landets største by er Shanghai førende inden for industri, handel, transport og finans foruden uddannelse og forskning. Den ligger ved Chang Jiangs (Yangtze Kiangs) udmunding i Det Østkinesiske Hav og er både flod- og oceanhavn med stor betydning for Kinas, også de indre provinsers, handel. Havnen er blandt de travleste i verden. Traditionelt har jern- og stålindustri, maskinfremstilling, kemisk industri og tekstilindustri været dominerende, men stort set alle industribrancher findes.

Shanghai er med administrativ status som provins direkte underlagt centralregeringen i Beijing og er samtidig blandt de 14 kystbyer, som siden 1984 har haft en vis selvstændighed mht. udenlandske investeringer. Disse sker især i udviklingszonerne Minhang, Hongqiao og Pudong. Pudong-zonen blev etableret på centralregeringens initiativ i 1990 for at gøre Shanghai til et internationalt økonomisk kraftcenter og motor for udviklingen af provinserne og byerne langs Chang Jiang. Siden har Shanghai været verdens største byggeplads. Byen har genvundet sin placering som Kinas finanscentrum og tiltrukket flere udenlandske investeringer end nogen anden kinesisk by.

Shanghais satsning i 1990'erne rettede sig mod kapital og avanceret teknologi fra de dominerende transnationale selskaber, dvs. fra USA, Japan og EU, via oprettelsen af joint ventures med kinesisk aktiemajoritet og med en produktion rettet primært mod det kinesiske hjemmemarked. Den største joint venture er Shanghai Volkswagen i Pudong fra 1992.

Fra de store naturgasfelter i Tarimbækkenet i Xinjiang er en 4200 km lang gasledning til Shanghai under bygning. Den skal erstatte brugen af stærkt forurenende kul til opvarmning og kraftproduktion.

Arkitektur og museer

Den europæiske dominans 1842-1940 har sat sit præg på arkitekturen i de gamle koncessionsområder. På den parklignende promenade Zhongshan Lu (The Bund) står fortsat en del af de bygninger, som blev bygget til europæiske banker, firmaer, konsulater og klubber. De blev senere overtaget af kinesiske myndigheder og statsvirksomheder, men efter Kinas økonomiske åbning er flere vestlige banker vendt tilbage til byen.

Det finansielle centrums moderne skyskrabere i international stil, fx Jinmao-skyskraberen af Chicago-arkitektfirmaet SOM (indviet 1998), står side om side med traditionelle kinesiske byhuse, templer og haver; berømt er Yuyuan-haven fra 1500-t. Den nordøstlige del af byen, Jiangwan, blev i 1930'erne centrum for en række administrative bygninger, mens den vestlige del har været skueplads for de internationale arkitekturstrømninger. Fra ca. 1985 har omfattende om- og udbygninger fundet sted, bl.a. af The Bund; i 1992 blev arkitekten Richard Rogers involveret i byudviklingen af området Pudong, hvor bygninger til beboelse, arbejds- og fritidsliv for 500.000 mennesker er under tilblivelse. I Pudong ligger også byggepladsen for Shanghai World Financial Center, som er projekteret til at blive verdens højeste bygning. Shanghai har mange store museer, bl.a. Shanghai Museum.

Historie

Byens handel og produktion af tekstiler spillede en rolle fra Song- og Mingdynastiernes tid, men udviklingen til en moderne storby begyndte først, da Shanghai i 1842 efter Opiumkrigen blev åbnet for vestlig handel og bosættelse. Herefter voksede den hurtigt til at have den største andel af den kinesiske udenrigshandel. Fra 1895 blev den ligeledes finanscentrum og industriby. Shanghai var delt op i tre enheder, en international, en fransk og en kinesisk, hver med eget lovkompleks, administration og planlægning. Efter Folkerepublikkens grundlæggelse genvandt Shanghai først sin betydning med indførelsen af de økonomiske reformer i 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig