China during the Southern Song dynasty
Det sydlige Songdynasti
Af .

Songdynastiet var et kinesisk dynasti, der inddeles i nordlig Song (960-1127) og sydlig Song (1127-1279) med hovedstad i henholdsvis det nuværende Kaifeng og Hangzhou. På trods af politisk ustabilitet regnes perioden for et kulturelt højdepunkt i Kinas historie.

Faktaboks

Også kendt som

Sungdynastiet

Udenrigspolitik

China during the Northern Song Dynasty

Det nordlige Songdynasti

Songdynastiet var under stadig pres fra vest og nord af stærke ikke-kinesiske dynastier, hvilket bl.a. betød, at det aldrig lykkedes at genforene et område kendt som de 16 præfekturer omkring det nuværende Beijing med resten af riget.

Området blev regeret af Khitanfolkets Liaodynasti, som i 938 have etableret sin sydlige hovedstad i det nuværende Beijing, hvorfra det ubesværet havde adgang til de nordkinesiske sletter. Trods gentagne militære aktioner måtte Songdynastiet erkende, at det var den svage part, og efter militært pres fra Liaodynastiet indgik man i 1005 en fredstraktat mod at betale årlige ydelser til Liao.

Song-Jin-alliancen

Liaodynastiets territorium dækkede hele Songdynastiets nordgrænse, men fra slutningen af 1000-tallet voksede et nyt ikke-kinesisk dynasti anført af Jurchenfolket sig stærkt nordøst for Liao. I 1115 grundlagde Jurchenfolket Jindynastiet og indgik i en alliance med Song mod Liao. I 1125 besejrede alliancen Liaodynastiet, hvis elite flygtede vestpå og etablerede sig for en tid i Centralasien.

Song-regeringen havde øjnet en chance for omsider at kunne indlemme de 16 præfekturer i riget, men blev i stedet løbet over ende af Jinhæren. Den indtog i 1127 Songs hovedstad Bianjing (det nuværende Kaifeng) og tog Songkejseren og det meste af hoffet som krigsfanger.

Song-mongol-alliancen

Resterne af den kejserlige familie og hoffet flygtede sydpå, hvor man i 1133 etablerede hovedstaden i Lin'an (det nuværende Hangzhou). Forhandlinger med Jindynastiet i 1142 resulterede i en fredstraktat som stipulerede, at Song skulle betale store årlige ydelser til Jin. Songkejseren måtte endvidere affinde sig med at indtage en lavere status end Jindynastiets regent.

I 1200-tallet indgik Song en ny alliance, denne gang med konføderationen af bl.a. mongolske stammer, som udgjorde en stigende trussel for Jindynastiet. Igen var Songregeringen motiveret af muligheden for at tilbageerobre tabt territorium, og igen resulterede det i et endnu større tab, idet hele det sydlige Songdynasti blev erobret af mongolerne i 1279.

Indenrigspolitik

Song var den indtil da mest centraliserede stat i Kinas historie, og den gennemførte en reorganisering af centraladministrationen og øget kontrol med lokaladministrationen. Det blev igen vigtigt at bestå en række eksaminer for at opnå embeder i statsforvaltningen, hvad der førte til fremkomsten af en ny gruppe kejserlige rådgivere. Det intellektuelle nybrud fandt sted med fremkomsten af nykongfuzianismen og en statslig opmuntring af kunst, arkitektur og litteratur.

Handel

Songdynastiet var præget af stor udvikling både industrielt, kommercielt og kulturelt. Udviklingen fandt overvejende sted i Sydkina, som dermed fik større betydning. Tekniske landvindinger førte bl.a. til øget produktion af traditionelle varer som silke, porcelæn og bomuld samt til en stigning i produktionen af ris. Befolkningstallet og byerne voksede, ligesom der skete en opblomstring af både indenrigs- og udenrigshandel, især ad søvejen, samt i brugen af papirpenge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig